(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"


f 



/ 






dansÅe 



DEN 
STJERNE 

Nr. 8 • August 1970 * 119. Årgang 







I & 



i^k 



11 






: "**' |W 



^ 






■ j 




Jiéfip 1 








ifN-f^ ■ 



> ; 





Det inspirerende 

budskab 

AF DELBERT L. STAPLEY af De Tolvs Råd 



En klog mand blev engang bedt om at opstille tre vigtige egenskaber, hvorpå 
man bedst kunne genkende verdenshistoriens største lærere, og som kunne 
være eksempel for nye lærere. Han sagde: „For det første, undervis ved ek- 
sempel. For det andet, undervis ved eksempel. For det tredie, undervis ved 
eksempel." 

Vor Frelser Jesus Kristus er det største eksempel, verden nogensinde har kendt, 
og Hans lærdomme holder stand mod skiftende tiders omvæltninger, fordi de 
forskrifter, Han lærte, blev understreget af Hans eget livs eksempel. 
I mit hjerte er jeg fuldstændig overbevist om, at vi bør lægge større vægt på at 
koordinere Evangeliets principper, standarder og idealer med et Kristus-lig- 
nende eksempel i vort eget liv, dersom sandhed og retfærdighed skal bestå i 
den moderne verden med dens moralske og åndelige forfald. Lad os ikke fristes 
til at slække på de solide åndelige fortøjninger og lade os drive ned ad en ond 
strøm, som kun kan føre til livets fordærv. 

Verden har brug for flere mænd og kvinder med høj moralsk og åndelig karak- 
ter, som fast og urokkeligt vil vedblive at holde Guds befalinger og være le- 
vende eksempler på sandhed og retfærdighed. 

Eksemplets magt viser sin styrke, når mænd og kvinder efterlever Evangeliet. 
Deres ansigter udstråler lyset fra Jesu Kristi herlige Evangelium og virker som 
fyrtårne, der leder andre ind på den rette vej. O 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Thi således skal min kirke kaldes. Af Præsident Joseph Fielding Smith 227 

Budskabet. Af Dr. Dwane J. Sykes 229 

Frivillig hjælp fra Diakonerne. Af Dorothy O. Rea 230 

Joseph Fielding Smith: Vor nye præsident. Af Bruce R. McConkie 232 

Jessie Evans Smith: En profets hustru. Af Eleanor Knowles 234 

Ved Guds gave og kraft. Af Eldon L. Haag 237 

Døbt med myndighed. Af Malcolm S. Jeppsen 239 

Den nyeste diakons tanker. Af Steve Barrett 241 

Nutiden er her. Af Thomas Lee Monson 242 

Den Præsiderende Biskop taler til undommen om succes 244 

Kom og følg mig. Af Robert A. Baird 246 

Mit åg er gavnligt og min byrde er let. Af Alice C. Smith 248 

Skyggefamilien. Af Joanne B. Doxey 250 

Børnenes sider: Én dreng vidste det. Af Lucile C. Reading 57 

Nogle gange bliver det fødselsdag før tiden. Af Delores Lunt Day 59 



Forsiden 

I foråret 1820 knælede den unge mand, Joseph Smith, i en stille lund i den 
vestlige def af staten New York i USA for at spørge Gud om hvilken kirke, 
han skulle slutte sig til. Denne måneds forside viser et fotografi af det smukke 
maleri af denne scene. Dette maleri hænger i Kirkens besøgscentre verden 
over. Kunstneren hedder Ken Riley. O 




DEN 

STJERNE 



Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



Nummer 8 • August 1970 
119. Årgang 

Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Paul L. Pehrson, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Nyheder: 

Mary Kaiser, redaktør 

Koordinator: Evy J. Pedersen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.- pr. halvår, $ 5.- for et 
helt år. I løssalg kr. 2.50 pr. 
nummer. Betaling ved check 
udstedt til Den danske Stjer- 
ne, Priorvej 12, København F. 
eller gennem postgiro 333.38 
til Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige. (De nævnte pri- 
ser er inklud. moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 




Thi således 

skal min kirke kaldes 



AF PRÆSIDENT JOSEPH FIELDING SMITH 



Den 6. april i år markeredes 140-årsdagen for opret- 
telsen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 
denne tidernes fyldes uddeling. 
Folk spørger ofte, hvorfor Kirkens medlemmer kalder 
sig Hellige. De Sidste Dages Hellige bør være alt 
det, som ligger i navnet. De bør leve fri for synd; 
deres liv bør være i streng harmoni med Evangeliets 
principper. De skulle leve „af hvert ord, som udgår 
af Guds mund." (Matt. 4:4, 5. Moseb. 8:3) Dertil har 
de fået befaling. 

Ved at antage navnet Hellige er de imidlertid ikke 
hovmodige, prætentiøse eller selvretfærdige. De 
valgte ikke selv navnet. Det blev givet dem ved gud- 
dommelig befaling. Det er Herren, som har sagt: „Thi 
således skal min Kirke kaldes i de sidste dage, nem- 
lig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige." For at 
medlemmerne kunne få den rette opfattelse af denne 
titels betydning, følger denne formaning: „Sandelig 



siger jeg til jer alle: Stå op og lad jeres lys skinne, 
så jeres lys må blive et banner for folkene." (L&P 
115:4-5) 

Ved at acceptere denne betegnelse følger de Sidste 
Dages Hellige den skik, som herskede blandt Guds 
folk i jordens tidligere tider. I Peters og Paulus dage 
blev Kirkens medlemmer kaldt Hellige. „Medens 
Peter drog omkring alle vegne, skete det, at han kom 
ned til de hellige, som boede i Lydda." (Ap. Gern. 

9:32) Paulus skrev: sender hilsen til alle Guds 

elskede, som er i Rom, kaldede til at være hellige: 
nåde være med eder og fred fra Gud vor Fader og 
Herren Jesus Kristus." (Romerbrevet 1 :7) 
Det er således klart, at Kirkens medlemmer i dag 
følger tidligere tiders skik. De er ved befaling i disse 
sidste dage kaldede „til at være hellige", medlem- 
mer af Jesu Kristi Kirke. 
Et hundrede og fyrre år! Som I ved har jeg gennem 



227 



mange år været beskæftiget med at skrive denne 
Kirkes historie. Det er spændende at gennemlæse 
beretningerne om Kirkens beskedne begyndelse. 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev opret- 
tet i De forenede Stater i byen Fayette, Seneca 
County, New York, i Peter Whitmer, Sr. s hjem den 
6. april 1830. Den dag var der seks medlemmer: Jo- 
seph Smith, Jr., Oliver Cowdery, Hyrum Smith, Peter 
Whitmer, Jr., Samuel H. Smith og David Whitmer. 
Disse seks medlemmer, som tidligere var døbt, blev 
gendøbt den dag Kirken blev organiseret. 
„Efter at have åbnet mødet med højtidelig bøn til vor 
himmelske Fader", skrev Profeten Joseph Smith, 
„gik vi over til, ifølge tidligere befaling, at kalde på 
vore brødre for at få at vide, om de anerkendte os 
som deres lærere i de ting, der angår Guds Rige, 
og om de var tilfredse med, at vi skulle gå videre og 
blive organiseret som en kirke i overensstemmelse 
med de omtalte befalinger, som vi havde modtaget. 
Til disse forskellige forslag samtykkede de enstem- 
migt. Så lagde jeg mine hænder på Oliver Cowdery 
cg ordinerede ham til ældste i ,Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige', hvorefter han ligeledes or- 
dinerede mig til ældste i denne Kirke. Derpå brød vi 
brødet, velsignede det og spiste det sammen med 
dem; vi velsignede ligeledes vinen og drak den sam- 
men med dem. Vi lagde så hænderne på hver enkelt 
tilstedeværende medlem af Kirken, så de kunne få 
den Helligånds gave, og bekræftede dem som med- 
lemmer af Kristi Kirke. Den Helligånd var udgydt 
over os i rigt mål - nogle profeterede, medens vi alle 
priste Herren og frydede os ganske overordent- 
ligt. . ." (Guds Rige Genoprettet pp. 99-100, D.H.C. 
Vol. 1,pp. 77-78) 

På den dag blev det ved åbenbaring til Profeten be- 
falet at der skulle føres optegnelser. I denne åben- 
baring blev det ligeledes kundgjort, at Joseph Smith, 
Jr. skulle kaldes en seer, oversætter, profet og Jesu 
Kristi apostel, og en ældste i Kirken. (L&P 21) 
Den første konference i Kirken blev afholdt omkring 
tre måneder senere, den 9. juni 1830 i Fayette. De 
tilstedeværende embedsmænd var Joseph Smith, Jr., 
Oliver Cowdery, David Whitmer, Peter Whitmer og 
Ziba Peterson, som alle holdt en ældstes embede i 
Kirken. På denne konference biev Samuel H. Smith 
ordineret til ældste; Joseph Smith, Sr., Hyrum Smith 
og Martin Harris blev ordineret til præster, og Hyrum 
Page og Christian Whitmer til lærere. Ved denne 



konferences slutning var der i Kirken syv ordinerede 
ældster - indbefattet Joseph Smith og Oliver Cow- 
dery - tre præster og to lærere. Kirkens samlede 
medlemstal var 27. 

Oliver Cowdery blev udvalgt til at føre Kirkens op- 
tegnelser og konference-referater indtil næste kon- 
ference, som afholdtes den 26. september 1830. Der 
blev det rapporteret, at medlemstallet var steget til 
62. 

David Whitmer blev valgt til at føre Kirkens opteg- 
nelser indtil den tredie konference, som blev afholdt 
i Seneca den 2. januar 1831 . 

Derefter flyttede Kirken til Kirtland, Ohio, hvor der 
blev kaldt til konference i juni 1831. Der blev de 
første højpræster i denne uddeling ordineret. Ved 
denne konference valgte Edward Partridge, som tid- 
ligere var blevet kaldet til biskoprådet, som råd- 
givere eller assistenter John Corrill og Isaac Morley. 
Disse tre brødre udgjorde Kirkens første biskopråd. 
Profeten blev opretholdt og ordineret til præsident 
for det høje Præstedømme ved en konference afholdt 
i Amherst, Ohio, den 25. januar 1832. Den 18. marts 
1833 blev Kirkens Første Præsidentskab organiseret 
med Joseph Smith som Præsident og Sidney Rigdon 
og Frederick G. Williams som rådgivere. 
Joseph Smith, Sr., blev kaldet og ordineret til pa- 
triark den 1 8. december 1 833. 

De første apostle og halvfjerdser i uddelingen blev 
ordineret i Kirtland i februar 1835 efter Zions Lejrs 
tilbagekomst. Apostlene blev udvalgt ved åben- 
baring og ordineret den 14. februar 1935 af de tre 
vidner til Mormons Bog; den første halvfjerdser blev 
ordineret to uger senere. 

Siden disse første dage voksede Kirken hurtigt i 
styrke på trods af de prøvelser og vanskeligheder, 
som den og dens enkelte medlemmer har måttet 
gennemgå. 

Til alle medlemmer af Kirken over hele verden ønsker 
jeg at sige, at denne Kirke har en guddommelig fast- 
lagt mission at udføre under vejledning og ledelse af 
Jesus Kristus, vor Frelser, og at intet vil standse 
Hans planer med den. Den vil opfylde vor himmelske 
Faders hensigt. Jeg håber, at de Hellige over hele 
verden dagligt takker Herren for mellemskabet af 
Hans Kirke og for den mission, der blev udført af 
Profeten Joseph Smith ved gengivelsen af Evange- 
liet til vor glæde og lykke. 

O 



228 



Af Dr. J. Sykes; Dr. Sykes, som voksede op i 
Pleasant Grove, er nu leder af the Land Resources 
Department ved universitetet i Alaska og desuden 
medlem af biskoprådet i Fairbanks Ward. 







BUDSKABET 



AF DR. DWANE J. SYKES 



Det var en aften i februar måned for 
adskillige år siden i en lille by, at bro- 
der Beck første gang hentede mig. 
Jeg var 14 år gammel og var lige ble- 
vet kaldet som yngste deltager i hjem- 
melærerarbejdet eller wardundervis- 
ningsarbejdet, som vi dengang kaldte 
det. 

Jeg blev temmelig overrasket, da det 
første holdt vi gjorde, viste sig at være 
uden for Hr. Week's murstenshus. I 
årevis havde jeg spadseret der forbi 
på min vej til skole, men jeg havde 
aldrig vidst, at såvel hr. Weeks som 
hans hustru var mormoner. Jeg havde 
aldrig set dem i Kirken. Vi gik forbi 
den store forterrasse om til siden af 
huset og opad den smalle cement- 
trappe, hvor vi bankede på bagdøren. 



„Goddag, fru Weeks. Har De tid et 
øjeblik til Deres hjemmelærere?" 
Vi blev inviteret ind i køkkenet, hvor 
de tilbød os deres to køkkenstole. Ved 
senere besøg sad vi altid i køkkenet. 
Hr. Weeks plejede at sidde på en høj 
træstol, mens hans hustru sad på en 
bænk efter først at have flyttet en stor 
kurv med friske æg ned på gulvet. Der 
var altid en kurv med æg på den bænk. 
Denne første aften spurgte broder 
Beck velvilligt efter de svingende æg- 
priser, og i måske et kvarters tid dis- 
kuterede vi forskellige aspekter med 
hensyn til æg og fjerkræ inden vi tog 
afsked. Vi diskuterede altid æg med 
familien Weeks. Sommetider var det 
prisen, sommetider den måde, hvorpå 
brune æg syntes at dukke op med 



større hyppighed. Undertiden snak- 
kede vi om kyllingerne, eller repare- 
ring af hønsehuset, eller hvornår de 
ville begynde at skifte fjer. Familien 
Weeks syntes at nyde vore besøg. 
Broder Beck foreslog aldrig, at vi 
skulle bede en bøn. I virkeligheden 
nævnede vi knap nok Kirken, undta- 
gen, måske flygtigt ved vor ankomst, 
idet vi sagde, at vi var deres hjem- 
melærere. 

Engang sagde jeg til broder Beck: „Vi 
taler altid om æg derhenne. Du er rek- 
tor på en skole, men det ser ud til, at 
du ved en forfærdelig masse om æg. 
Er du selv særligt interesseret i æg?" 
„Nej, ikke særligt", svarede han smi- 
lende, „men familien Weeks er." 
Vort næste besøg på denne min første 
hjemmelærertur var i familien Clarks 
hjem. Broder Clark var medlem af høj- 
rådet. Vi havde næppe fået os sat ned, 
før end broder Beck kastede sig ud i 
en to minutters redegørelse af måne- 
dens budskab, hvorefter han og bro- 
der Clark begyndte at citere skriftste- 
der og læresætninger, som alle havde 
med emnet at gøre. Næsten ligesom i 
en duel svingede de fra Bjergprædi- 
ken til Lære og Pagter, fra Kirkens 
historie til Åbenbaringernes bog eller 
lektien i Præstedømmeklassen sidste 
søndag, og så igen tilbage til Bjerg- 
prædiken. Jeg sad med foldede hænder 
og iagttog dem slynge skriftsteder 
frem og tilbage, idet jeg drejede mit 
hoved fra den ene til den anden, som 
om jeg fulgte med i en tenniskamp. 
Efter ca. en halv time gav vi broder 
Clark en seddel med næste måneds 
lektieemne, vi bad sammen, og så tog 
vi afsked. Således gik det fra måned 
til måned i familien Clarks hjem. 
På denne første besøgsrunde stand- 
sede vi næste gang foran gamle fru 
Davis lillebitte hus. De nøgne træer og 
det uordentlige buskads voksede tæt 
sammen, idet de blandede sig med det 
gamle umalede træhus. Uden at sige 
et ord, åbnede broder Beck bagage- 
rummet på sin bil og tog en sneskovl 
frem. Nysgerrigt fulgte jeg bagefter, 
da han skovlede sneen fra fortovet op 
til huset; det lavede et spektakkel, når 
han skrabede mod cementen. Skønt 
sneen havde ligget der i flere dage, 
lagde jeg mærke til, at der kun var to 
fodspor på den tilsneede sti. Gennem 



229 



øjenkrogen så jeg noget bevæge sig bad de gammeldags 
kniplingsgardiner ved vinduet. Et hoved kiggede frem, 
nysgerrigt iagttagende. 

Broder Beck bankede højt på døren. Intet svar. Han 
bankede igen. Langsomt blev døren åbnet, og et par øjne, 
der tilhørte en lille gråhåret dame, kiggede frem over et 
par stål indfattede briller. 

„Søster Davis, jeg vil gerne have, at du skal hilse på min 
nye hjemmelærerkammerat, broder Sykes. Han er søn af 
La Mar", sagde broder Beck højt og muntert gennem den 
skærmende dør. 

En svag grynten kunne høres som svar. Jeg skubbede den 
skærmende dør lidt mere op for forsigtigt at række min 
hånd frem til et svagt håndtryk. 

Broder Beck havde allerede vendt sig om og var halvvejs 
nede af stien, da han bankede sneen af skovlen og råbte 
tilbage: „Vi ses igen næste måned. Og søster Davis, lad 
nu ikke sneen ligge så længe på din vej igen. Du skal 
bare ringe til en af os, så ordner vi det for dig. 
Da vi kørte bort i bilen spurgte jeg: „Var det et hjem- 
melærerbesøg?" 

„Det var det sandelig! Det er den eneste form for kontakt 
søster Davis har med Kirken - eller med hele verden 
udenfor, for den sags skyld. De første måneder jeg be- 
søgte hende, åbnede hun ikke engang døren. Endnu har 
jeg aldrig været indenfor. Men hvis du så godt efter under 
disse misfornøjede rynker, så du, at vores besøg i virkelig- 
heden fornøjede hende så meget, at hun rødmede. Hun 
ville føle sig frygtelig skuffet, hvis vi ikke hver måned 
kom for at hilse på hende gennem den mørke sprække 
i døren. 

Vi skuffede hende ikke. 

Vort sidste besøg denne aften var hos den unge familie 
Johnson. Skønt han plejede at se dem i søndagsskolen, 
spurgte broder Beck dem alligevel om, hvordan de havde 
det, om de to børns helbred, og hvorledes det stod til med 
broder Johnson's job. Enhver deltog muntert i samtalen 
om det månedlige buskab indbefattet den nye hjemme- 
lærerledsager. Efter bønnen gik vi alle ned i kælderen for 
at se børnenes små nye hamsterunger. 
Ved et senere besøg, efter at have erfaret at broder John- 
son havde spillet basun i skolen, bragte broder Beck, som 
ligeledes engang havde spillet på basun i et lokalt orkester, 
overraskende sin basun med og de to havde nu sammen 
en munter tid med at tude og blæse i deres nu lidt an- 
vendte instrumenter. 

Jeg var heldig gennem disse år at være ledsager til en 
lærer, som havde et budskab, og som vidste, hvorledes 
han skulle overbringe det på den måde, som passede til 
hver enkelt. Broder Becks budskab var: Vi interesserer 
os for dig, meget endda, så meget, som du vil tillade os 
det, og på hvilken som helst måde, du ønsker det. Hvorfor? 
Du betyder noget for os. Det er derfor, vi drager omsorg 
for dig!" Q 



Frivillig 
hjælp 



fra 



Diakonerne 



AF DOROTHY O. REA 

Sammen med mine søstre betragtede jeg for første gang 
vores nye lillebroder. Da der er flest piger i vores familie, 
prøvede vi på at få ham til at føle sig rigtig velkommen. 
En af mine søstre sagde, idet hun var bange for, at vi ved 
at sige så meget pænt til ham ville ødelægge ham: „Den 
eneste bekymring man har med en dreng er, at han ikke 
vil være til megen gavn i moders køkken, når alle vi andre 
er gift." 

Far smilede og sagde: „Men han vil være til stor hjælp i 
sin Faders hus." 

Dengang vidste vi ikke rigtig, hvad far mente dermed, 
men efter at vores broder havde fejret sin tolv års fød- 
selsdag vidste vi, hvad far mente dermed. Hele vores fa- 
milie gik sammen til søndagsskole, og vores broder gav 
os nadveren. Vore hjerter var fulde af taknemmelighed, 
da vi tog brødet og vandet og fornyede vore pagter med 
vor himmelske Fader. Vi vidste, at vores broder nu var 
„en tjener i sin Faders hus", som far for lang tid siden 
havde sagt. 

Når en sidste dages hellig dreng er tolv år gammel, sker 
der nogle vidunderlige ting for ham. Han er i stand til at 
deltage i GUF, han kan blive spejder. Men det bedste af 
det hele er, at han kan blive ordineret til diakon, hvis 
han har forberedt sig. Som diakon er han i stand til at 
arbejde for Herrens sag ved at dele nadver ud, samle 
fasteofre, være bud for biskoprådet og gøre tjenester, 
hvor det er nødvendigt. Han forbereder sig til højere stil- 



230 



linger i Præstedømmet. Mindre børn iagttager diakonerne, 
når de udfører Herrens arbejde. De lærer, at også de kan 
være andre til tjeneste. 

Som nu den dag, hvor jeg var ved at stable brændet til 
ildstedet op. Da jeg slæbte på de tunge fyrretræsbrænde- 
knuder, kom Dale Pope, en lille dreng fra nabolaget, lø- 
bende hen ad gaden. 

„De brændeknuder er alt for tunge for Dem. Lad mig 
hjælpe", sagde han. 

Det var tydeligt, at Dale havde lagt mærke til diakonerne 
og nu var ved at øve sig i at være hjælpsom mod andre. 
Nu er Dale selv diakon. Han er sekretær i sit kvorum. Han 
siger: „Jeg tror, at være diakon hjælper mig til at få mit 
eget vidnesbyrd. Det er ikke tilstrækkeligt at høre andre 
sige, at tingene er sande. Det er nødvendigt, at man selv 
erfarer det. 

Ved vore møder med diakonerne diskuterer vi tingene med 
vores leder og med hinanden indbyrdes. Vi kan spørge 
HVORFOR? Når alt kommer til alt var Jesus kun tolv år, 
da Han stillede spørgsmål til den tids vise mænd. Vi kan 
lide at stille spørgsmål til den tids vise mænd. Vi kan lide 
at stille spørgsmål og snakke, når vi er sammen med vor 
tids vise mænd. 

Joseph Smith var ikke meget ældre end jeg er, da han bad 
Gud om hjælp så han kunne kende sandheden. Fordi han 
var trofast, har vi denne kirke, hvor drenge kan hjælpe 
med at arbejde for Herrens værk." 

En af Dale's venner er ligeledes diakon. Han har sagt: 
„Jeg er glad for, at jeg kan bære Præstedømmet. Det var 
en stor glæde for mig, da min fader døbte mig og ordine- 
rede mig til diakon. 

Jeg var glad, da jeg blev interviewet af biskoppen, da jeg 
fyldte tolv år. Han ved en masse om tro og bøn, om tiende 
og om at hjælpe andre. Man opdager, at mennesker uden- 
for ens egen familie bekymrer sig om, hvorvidt man hand- 
ler rigtigt eller forkert. 

Hvis vi hjælper andre, bliver vort liv mere værd. Vi kan 
tjene vores individuelle belønninger ved at være til tje- 
neste. Vores stav har en frugtplantage. Når biskoppen 
siger, at de har brug for hjælp derude, kan vi gå ud og 
samle frugt eller grave omkring træerne for at beskytte 
dem mod mus. Det er godt, fordi vi kan hjælpe hinanden 
med stigerne, spande og kurvene. Vi kan hjælpe vores 
gren og stav. Vi hjælper også de folk, som har brug for 
frugten." 

Brad Oakley, præsident for diakonernes kvorum, sagde 
til os: „Vi kan også hjælpe mennesker som ikke er med- 
lemmer af Kirken. For ikke så lang tid siden gik vi ud og 
bankede på dørene i nabolaget omkring vores kirkebyg- 
ning. Vi fortalte disse naboer, at vi var diakoner og spej- 
dere fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi til- 
bød dem at gå ærinder, slå græs, eller hjælpe dem med, 




hvad de end havde brug for. De blev glade og overraskede. 
Nu er de vores venner." 

Drengene i et bestemt wardkvorum kan have det mor- 
somt, når de arbejder sammen. Deres by havde mange 
bakker, hvorpå der var bygget huse. Ved juletid var fem 
hjem på bakkerne særligt udsmykket så kirkens medlem- 
mer og andre medlemmer kunne komme og se de smukke 
dekorationer og købe kager, slik og gaver, lavet af Hjælpe- 
foreningen. Tusinder af biler kørte op ad de snævre gader 
for at besøge disse fem hjem. Når de kom, var der dia- 
koner, som fortalte dem, hvor de kunne parkere deres 
biler. De tjente som dørvogtere, gav oplysninger og infor- 
mationer, således at folk følte sig hjemme. 
„Denne aften vil vi altid huske", sagde en diakon til mig, 
da vi gik hjem." 

Sådanne diakoner husker også de mennesker i deres 
ward, som er syge og ude af stand til at komme til søn- 
dagsskole eller nadvermøde. De udfører en særlig tjeneste 
for disse mennesker engang hver måned. En diakon og 
en præst går til et medlems hjem og administrerer og vel- 
signer nadveren, således at dette medlem får lejlighed til 
at forny sine pagter. 

Brads far, Claron Oakley, udtrykte, at enhver biskop er 
afhængig af den frivillige hjælp han får fra diakonerne. 
Hele Kirken drager nytte af de anstrengelser, som disse 
fremragende unge mænd udfører, drenge som engang skal 
være missionærer og være vore ledere. 



231 



Joseph Fielding Smith: 




AF ÆLDSTE BRUCE R. McCONKIE 
af de Halvfjerds' Første Råd. 

232 



Efter Herrens forsyn bliver ledere oprejst for at vogte Kir- 
kens skæbne i overensstemmelse med tidernes behov. 
Enhver mand, som har præsideret i Israel, har haft netop 
de anlæg og talenter, som var nødvendige på hans tid. 
Og kaldelsen af Præsident Joseph Fielding Smith til at 
vandre profeternes vej følger fortidens mønster. Hans 
stemme vil nu tale de ord, og bringe det budskab, som 
Herren har til sit folk i denne tid med prøvelser og uro i 
en syndbetynget verden. 

Præsident David O. McKay - en mægtig støtte af åndelig 
styrke, en majestætisk leder for mennesker, en profet med 
enestående administrative evner - overtog præsident- 
skabets nøgler for at udvide missionærarbejdet, forøge 
templernes antal, samordne og fuldstændiggøre Kirkens 
organisation og forbedre dens fremtræden hjemme og 
ude. 

Præsident George Albert Smith - en kærlighedsapostel, 
en mand med mildhed og sagtmodighed — trådte frem for 
at fylde Kirken med kærlighed, for at fylde den med en 
ånd af fred og harmoni, for at lægge grunden til det frem- 
skridt og den udvikling, som lå forude. 
Og så fremdeles helt tilbage til Joseph Smith, om hvem 
Gud selv sagde: „Thi I skal tage imod hans ord i al tål- 
modighed og med tro, som om det var fra min egen mund." 
(L&P 21:5.), og til hvem Gud kundgjorde: „Men denne 
slægt skal modtage mit ord gennem dig." (L&P 5:10) 
Og nu, hvad med Præsident Joseph Fielding Smith? Hvor- 
for valgte Herren ham til at være Præsident for Kirken? 
Hvorledes går det til, at rigets næsten utrolige byrder bli- 
ver lagt på skuldrene af denne stille og tilbagetrukne 
mand i hans treoghalvfemsindstyvende år? Hvorfor har 
Herren føjet ham til den udvalgte gruppe af brødre, hvis 
mission det er - hver på sin egen måde og til sin bestemte 
tid - at virke som Guds talerør blandt mennesker? 
Vi kan ikke se enden fra begyndelsen, ej heller kender vi 
de ting, som Herren har beredt for sit folk og til verden. 
Men for de, som er i stand til at genkende Hans hånd i 
alle ting og som forstår, hvorledes Han handler med døde- 
lige mennesker, synes noget dog klart. 
Vor nye præsident er en sand lærer, teolog, skriftkyndig 
og forkynder af retfærdighed i ordets fulde og sande be- 
tydning. Gennem tres år har han løftet en advarende røst 
i stavene og missionerne hjemme og ude, for de hellige 
og for verden. 
Millioner af ord er kommet fra hans pen - forklarende, 



Vor nye præsident 



udlæggende og formanende som i de gamle profeters ånd 
og væsen. Få bøger om Evangeliets lære er blevet så 
meget læst som hans Vejen til fuldkommenhed, og ingen 
behandling af Kirkens historie har vundet så stor udbre- 
delse som hans Essentials in Church History. 
For de trofaste hellige har hans stemme lydt med ære og 
værdighed, om fred i denne verden og evigt liv i den næste. 
For de sørgende og nedbrudte har den været en trøstens 
og fredens stemme, en håbets røst, en opfordring til at 
prise Herren, til at fryde sig i Hans forløsning og til at se 
fremad mod en bedre verden, en verden uden synd og 
sorg. 

For de tabte og omstrejfende får har hans stemme været 
en opfordring om at vende tilbage til folden for atter at 
søge Den gode Hyrdes beskyttende omsorg, at komme 
tilbage fra tvivlens ødemark og græsse i grønne enge. 
For sandhedssøgere blandt alle sekter, partier og kate- 
gorier har hans stemme været en bøn om at søge Herren, 
at komme til Kristus, at acceptere Evangeliet og finde 
glæde og frelse med de hellige. 

Og for de oprørske og ugudelige har hans stemme - lige- 
som Nephi's - lydt således: Omvend jer og afkast jeres 
synder, at I ikke skal omkomme. 

For at kunne prædike med styrke, undervise med visdom 
og skrive med inspiration, har vor nye Præsident nødven- 
digvis måttet gennemgå ivrigt studium af standardvær- 
kerne. Tidligt og silde har han kastet sig over profeternes 
ord, overvejet dem og søgt den samme Ånd, som satte 
disse mænd i stand til at skrive og tale Herrens sind og 
vilje. Det er især bemærkelsesværdigt, at præsident Smiths 
studium og undervisning har været begrænset til de grund- 
læggende, sunde Evangeliske læresætninger. Spekulation 
over mysterierne har ikke vundet hans store interesse. 
Men Præsident Joseph Fielding Smith's liv har ikke kun 
været studie og undervisning. Hans studium og evange- 
liske kundskab er blevet kronet med gode gerninger, med 
et liv i overensstemmelse med Evangeliets lov. Ingen ved, 
hvor mange sultne, han har givet at spise, hvor mange 
nøgne han har klædt, missionærer han har støttet, eller 
hvor mange syge han har helbredt. 

Kan det være hensigten at hele dette mønster fra fortiden 
nu skal tages op for Kirken som den rettesnor, vi alle må 
følge i de kommende farefulde tider? 
Skiftende tider kræver ændring af de ting, man lægger 
størst vægt på, og ændringer i lederskab. Kirken er for 



tiden inde i en bølge af fremskridt og udvikling. Dette vil 
uden tvivl fortsætte. Men dertil vil nu blive føjet Præsident 
Smith's stemme, hans vidnesbyrd og evangeliske lære. 
Tager vi nu fej! ved at konkludere, at det Kirken behøver i 
denne tid er en periode med evangelisk husvalelse, en 
tid til at bekræfte de sandheder, der adskiller os fra ver- 
den? 

Er vi på vej ind i en sabbatlignende periode med evange- 
lisk studium og åndelig lutring under ledelse af en ny 
præsident, hvis hele tjenestegerning har kvalificeret ham 
til at give netop den vejledning, der nu er brug for? 

Skal vi atter se opfyldelsen af det løfte, at de svage i 
verden skal gøres mægtige, at Herren selv skal omgjorde 
deres lænder og bevirke at de kæmper mandigt for ham? 
Bliver vi nu bedt om atter at sætte genoprettelsens be- 
mærkelsesværdige sandheder i højsædet, at veje og 
grunde over det åbenbarede ord, at leve som det sømmer 
sig for hellige og at fortsætte med at bringe budskabet om 
frelse ud til vor Faders børn overalt? 

I hvert fald synes en del af Herrens hensigter med om- 
organiseringen af Det Første Præsidentskab klare. Men 
uanset hvad der er Hans fulde hensigt og plan, er der 
noget vi ved med absolut sikkerhed: 

Det er Herrens værk vi er beskæftiget med; dette er Hans 
rige, og Han vil bringe det frem til sejr. 
Kirken vil fortsætte med at vokse, de nyomvendtes tal vil 
stige, de hellige vil være mere fuldkomne i deres levevis 
og Herren vil have sin lovede forsamling af hellige til at 
møde sig, når Han kommer igen. 

Alt dette - og meget mere - vil gå fremad under ledelse 
af Præsident Joseph Fielding Smith i den bestemte tid, 
han er blevet valgt til at præsidere i Israel. 



O 

233 




„D 



ersom kvinder ville være venlige 
overfor deres mænd, støtte dem og 
ikke gøre vrøvl, ville de leve et lykke- 
ligere liv og det ville deres mænd 
også." 

Disse ord af Jessie Evans Smith be- 
skriver hendes eget ægteskab med 
Præsident Joseph Fieiding Smith, et 
ægteskab som er urokkeligt forankret 
i kærlighed, respekt, fælles interesser 
og kammeratligt fællesskab. Folk, som 
står tidligt op i Salt Lake City, er på- 
viseligt blevet imponeret over at se en 
demonstration på denne kærlighed og 



gensidige omsorg: Hver morgen, når 
Præsident Smith forlader deres lejlig- 
hed en halv husblok fra Kirkens kon- 
torbygning og går over den travle 
State Street, står søster Smith på 
deres balkon, indtil han er kommet 
sikkert over gaden og vender sig om 
for at vinke til hende. 
„En venligere mand har aldrig levet, ej 
heller nogen som var mere betænk- 
som", erklærer hun. 
Livet er blevet en lille smule mere 
hektisk og ansvarsbyrderne tungere 
for Præsident og Søster Smith siden 



den 23 januar, da han blev indsat som 
Kirkens tiende Præsident. Men søster 
Smith er besluttet på, at deres for- 
holdsvis enkle livsførelse ikke må 
ændres. Når han forlader sit kontor om 
aftenen, vender Præsident Smith hjem 
til et komfortabelt, men beskedent 
hjem, som er fyldt med minder fra 
deres mange rejser over hele verden, 
fotografier og malerier af familiemed- 
lemmer, bogreoler samt fine resultater 
af søster Smiths kniplingskunst - et 
hjem, hvori man øjeblikkelig føler sig 
hjemme. 



234 




ELANOR KNOWLES, Redaktionsmedarbejder 



essie Evans 

Smith: 

En profets 

hustru 



Jessie Evans og Joseph Fielding Smith 
har kendt hinanden, siger hun, „hele 
mit liv. Vi blev født i det samme ward, 
og da jeg var en ung pige, var han en 
af vore kredslærere." 
Imidlertid blomstrede deres venskab 
ikke op til kærlighed før langt senere 
- efter hun havde haft en succesfuld 
karriere i musik og han havde rejst 
langt som apostel for Kirken. 
Den unge Jessie's første offentlige 
fremtræden skete da hun var seks år 
gammel. Hun var inviteret til at synge 
for sin religionsklasse (forløberen for 



det nuværende Seminary program), og 
hun havde valgt sangen „Jeg tænker, 
når jeg læser de gamle ord". 
„Da jeg kom til ordene, ,jeg ønsker 
Hans hånd på mit hoved var lagt', var 
jeg så bevæget, at jeg begyndte at 
græde", beretter hun. En af hendes 
brødre nægtede senere at tage med 
for at høre hende synge igen til et kir- 
kemøde, fordi, som han sagde, „hun 
vil begynde at tude igen." 
„Den dag kommer", sagde hendes 
fader ham, „hvor du vil betale for at 
høre Jessie synge!" 



Hun græd ikke næste gang, siger hun, 
men de følelser, den varme og over- 
bevisning, med hvilken hun stadig 
synger, var tydelig. (Hendes broder 
måtte virkelig betale for at høre hende 
synge, kommer hun i tanker om med 
et glimt i øjet. Da hun var i American 
Light Opera Company, rejste han en- 
gang hen for at besøge hende på hen- 
des tourné; hun havde ingen billet til 
ham, så han blev nødt til selv at købe 
en!) 

Familien Evans var glad for musik, og 
hvert af børnene sang og spillede på 



235 



et instrument. De fem brødre (en 
sjette døde som spæd) spillede hen- 
holdsvis på violin, klarinet, chello, 
fløjte og trommer. Jessie, familiens 
yngste, spillede klaver. 
I 1918 da Jessie var en sød ung steno- 
graf sluttede hun sig til Tabernakel- 
koret og indledte et tilhørsforhold, der 
varede over et halvt århundrede. En 
talentspejder hørte hende synge i Ta- 
bernaklet i 1923 ved et program til 
ære for Præsident Warren G. Harding, 
og resultatet blev en kontrakt med 
American Light Opera Company. 
I løbet af de fire år, hun toumerede 
med operaselskabet i USA og Canada 
med sin moder som rejseledsagerske, 
sang hun hovedroller som kontra-alt i 
sådanne opera'er som Boheme, The 
Chocolate Soldier, The Mikado, Ro- 
bin Hood og mange andre. 
Men mens hun nød forestillingerne for 
folk fra kyst til kyst, vidste hun ikke 
helt bestemt, om hun ville gøre dette 
til sin livskarriere. Da en førende tale- 
lærer i New York søgte at overtale 
hende til at forberede sig alvorligt til 
optagelsesprøve på Metropolitan 
Opera, bad hun om vejledning og 
tyede til sin patriarkalske velsignelse, 
som fortalte hende, at „enhver skjult 
magt i dig skal bringes til anvendelse i 
din Mesters tjeneste og til gavn for 
Kirken". Med ét slag var hendes be- 
slutning taget: hun ville vende tilbage 
til Salt Lake City og vie sine talenter 
til Herrens arbejde. 

Denne beslutning åbnede om muligt 
flere veje for Jessie; hun vendte til- 
bage til Tabernakelkoret, sluttede sig 
til Salt Lake City's lokale operasel- 
skab og sang ved utallige kirkearran- 
gementer og begravelser. („Engang 
troede jeg, jeg ville holde regnskab 
med hvor mange begravelser jeg 
havde sungetved", beretter hun, „men 
efter to måneder kom jeg til det resul- 
tat, at optegnelsen blev ført i himlen, 
så jeg holdt op med at skrive det ned." 
Optegnelsen har omfattet op til 28 på 
en enkelt måned.) 

I løbet af 1930'erne blev Jessie Evans 
et velkendt navn ikke blot for musik, 
men også i politik. Medens hun ar- 
bejdede i byskriverens kontor, beslut- 
tede hun at lade sig opstille som kan- 
didat til stillingen som County skriver 
(Amts-skriver O.A.). Efter et spæn- 
dende valg var hun lige ved at vinde, 



men tabte på ti stemmer efter en ge- 
noptælling. Hun vendte tilbage til sit 
gamle job, men ved næste valg lod 
hun sig opstille igen - og blev valgt. 
Det var mens hun tjente som Salt 
Lake City's County skriver, at Joseph 
Fielding Smith, hvis hustru nylig var 
død, atter gjorde sin entre i hendes liv 
og ændrede dets kurs endnu en gang. 
„Jeg havde et dokument, som skulle 
underskrives af Kirkens historieskri- 
ver", siger hun, „så jeg ringede til 
hans kontor og spurgte om jeg måtte 
bringe det op til ham. Han sagde nej, 
han ville komme til mit kontor." 
Senere på dagen, da hun var på vej 
hjem fra arbejde, standsede hun for 
at tale med en ven. „Var Joseph 



Gør mest muligt ud af dig 
selv -for det er alt, hvad der 
er at sige om dig. 

-Emerson 



Fielding Smith henne for at besøge 
dig i dag?" spurgte han. 
„Ja, han var", svarede hun. „Hvorfor 
det?" 

„Jeg så ham gå hen ad gaden i dag, 
og ligesom han gik forbi, havde jeg 
den stærkeste følelse af, at han ville 
besøge dig for at spørge, om du ville 
gifte dig med ham!„ 

Blot få måneder senere bad Joseph 
Fielding Smith virkelig Jessie Evans 
om at gifte sig med ham, og den 
talentfulde unge karrierekvinde føjede 
en ny dimension til sit liv. Præsident 
Smith havde 11 børn, og alle boede 
hjemme for tiden - såvel som hans 
ældste datters to yngste børn (hendes 
mand var bortrejst på skole det år). 
Jessie Evans Smith's mor havde sør- 
get for det meste af madlavningen og 
husarbejdet for sin datter gennem de 
år, Jessie arbejdede, men det varede 
ikke længe, før Jessie Evans Smith 
havde organiseret sit arbejde i Smith- 
familiens rummelige hjem i Souglas 
Street. 

Hjemmebagt brød er Præsident Smiths 
livret. Hver torsdag aften spiste han 



traditionelt et måltid bestående af 
brød og mælk med skiver af stærk ost. 
„Min mand spiser ikke kød", siger 
Søster Smith. „Vi spiser masser af 
frugter og grøntsager. Når han ved 
lejlighed deltager i frokoster eller mid- 
dage på Hotel Utah, bringer tjeneren 
ham en frugtsalat med hytteost eller 
frugtsaft." 

Søster Smith har rejst langt med Præ- 
sident Smith og er ofte blevet bedt om 
at tale og synge. Mange gange har 
Præsident Smith sunget duet sammen 
med hende, en udsøgt oplevelse, som 
har begejstret de hellige i Australien, 
Sydamerika, Europa, New York, To- 
ronto, Los Angeles - overalt hvor der 
findes grene og missioner, warder og 
stave af Kirken. 

Som en beleven og populær taler har 
hun henvendt sig til mange, mange 
forsamlinger af unge mennesker, delt 
sit vidnesbyrd med dem og opfordret 
ungdommen til fortsat at holde sig nær 
til Kirken og forberede sig til ægteskab 
i Templet. 

Søster Smith husker sin moders æng- 
stelige interesse når hun bragte unge 
mænd med hjem. „Hvis der var en ung 
mand, hun ikke syntes om, sagde hun, 
at hun ikke ønskede, at han nogen- 
sinde kom igen", beretter hun. 
„Så sagde jeg: ,Men mor, jeg vil ikke 
gifte mig med ham.' 

Moder svarede da:, Måske ikke, men 
hvis ikke du vil bede ham om at blive 
væk, så vil jeg!'" 

Store velsignelser er kommet til Jessie 
Evans Smith, fordi hun fulgte sin mo- 
ders råd og forblev tro mod sit eget 
ønske om at tjene Herren og gøre 
Hans vilje. Hun har rejst langt med 
sin mand som en ihærdig ledsagerske 
og hjælper. Hun har ført et indholds- 
rigt liv med tjeneste for sine medmen- 
nesker ved at dele et stort talent med 
dem. Hun har fundet lykke og glæde i 
sit hjem og sin familie. Hun er blevet 
velsignet med megen ære og aner- 
kendelse. 

„Lykke er ikke netop at gøre det man 
ønsker; det er at gøre det, man ikke 
ønsker - og være glad fordi man 
gjorde det." Dette er Jessie Evans 
Smith's motto. Hendes liv er et vid- 
nesbyrd om den glæde og følelse af 
veludførte opgaver, som kun kan kom- 
me til den, der følger Herrens vilje og 
er glad for at have gjort det. O 



236 



Joseph Smith skabte Mormons Bog ved at 
oversætte det store nephitiske budskab 

fra guldplader. . . 



VED 

GUDS GAVE 

OG KRAFT 



AF ELDON L. HAAG" 




Pottemageren i det gamle Palæstina var stolt af sine fær- 
digheder. For at sikre sig at han kunne fremstille en vare, 
som kunne sælges til skarpsindige husmødre, valgte 
håndværkeren først sit ler med omhu og æltede det til den 
ønskede konsistens. Derefter valgte han lige akkurat den 
rigtige mængde og anbragte den på den øverste af to 
skiver, der var forbundet med en akse. Den underste skive 
blev drejet rundt med foden, medens hånden formede 
leret til en kegleformet klump. Ved at anbringe sin tom- 
melfinger på toppen af keglen formede pottemageren den 
roterende lerklump til en beholder, sommetider fin og 
skrøbelig, sommetider grov og praktisk. Nu og da under 
den dramatiske skabelsesproces standsede han sit arbejde 
og krammede den bløde masse sammen til en bold for at 
begynde forfra igen. Når det færdige produkt var tilfreds- 
stillende, blev det anbragt udendørs for at tørre i vinden 
for til sidst at blive brændt. 

Profeten Jeremias blev af Herren ført ind i pottemagerens 
kvarter i Jerusalem for at betragte arbejdernes dygtighed 
og for at lære noget ud fra de roterende skiver og det 
fugtige ler. Herren forklarede: „Se, som leret i pottemage- 
rens hånd er I i min hånd . . ." (Jer. 18:6) 
Der blev talt om Judah som ler, der, når det bliver ødelagt, 
blev vraget af pottemageren. Uden inkonsenkvens kan 



sammenligningen med pottemageren og hans ler anven- 
des på det enkelte menneske. I virkeligheden er det det, 
Paulus gør, når han spørger: „Kan noget, som blev for- 
met, sige til den, som formede det: .Hvorfor har du dannet 
mig således?' Eller har pottemageren ikke rådighed over 
sit ler, så han af den samme masse kan danne et kar til 
ære, et andet til vanære?" (Romerbrevet 9:20-21) 

Det fugtige og smidige ler 

Pottemagerens dygtighed træder tydeligst frem, når leret 
er fugtigt og smidigt. Den størknede og hærdede beholder 
har kun ringe muligheder for at blive forandret, og den vil 
gå itu under deres tryk, som ville prøve at forme den om. 
Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange gange Herren har 
valgt de enfoldige, de ulærde og de unge til at være sine 
tjenere i stedet for verdens elskværdige og veluddannede 
mænd. Profeterne Enok, Samuel og Jeremias modtog alle 
deres kaldelser, medens de var unge. (Se Moses 6:1-20, 



* Eldon L. Haag er instruktør på Ogden (Utah) SHD religionsinstituttet. Han 
tog sine akademiske grader på Brigham Young Universitetet efter at have 
udført en mission i Mellemamerika i 1954 — 56, har gjort tjeneste i mange hjæl- 
peorganisationer i stav og ward og er for tiden rådgiver i stavens højråd. Han 
og hans hustru, Vivian Gay Morin, har tre børn og er medlemmer af det 75. 
ward i Syd-Ogden Stav (Utah). 



237 



Jer. 1:6-7) Profeten Joseph Smith betegnede sig selv som 
„en kæmpemæssig, grov og plump sten, der rullede ned 
fra et højt bjerg, og den eneste afpudsning . . . foregik, 
når et eller andet hjørne blev revet af ved at komme i 
kontakt med noget andet . . ." Disse mænd havde den al- 
mene egenskab til fælles, at de var modtagelige for under- 
visning, og i den Guddommelige Pottemagers hænder blev 
de betydningsfulde vidner for Gud. 

Hver eneste profet kaldes til et bestemt hverv, som har 
tilknytning til hans samtid, og beskaffenheden af dette 
hans hverv øver uomtvisteligt indflydelse på udvælgelsen 
af manden. Den poetiske Esajas blev Guds redskab til 
veltalenhed i Uzzia's gård. Det krævede en Moses, der 
var opvokset i Faraos palads, hvor det at træffe store be- 
slutninger var en rutinesag, at omdanne en nation af slaver 
til det at være Guds udvalgte folk. 

Den unge Josephs fornemmeste opgave var at oversætte 
Mormons beretning fra guldpladerne. 
Oversættelsesarbejdet 

Når vi taler om oversættelse, tænker vi på en eller anden 
måde hovedsageligt på den i høj grad tekniske opgave, 
det er at arbejde med sætningsopbygning og verbale for- 
mer. Oversættelse er mere end grammatikalsk mekanik; 
den medfører, at man må opfange ånden eller budskabet i 
det oprindelige dokument. Opgaven bliver endnu mere 
kompliceret, når det sprog, der skal oversættes, er af æld- 
gammel dato. Mormons Bogs skribenter var opmærksom- 
me på nogle af disse vanskeligheder: 
„Og se, vi har skrevet denne beretning efter vort kend- 
skab til de skrifttegn, som hos os kaldes de forbedrede 
ægyptiske, og som er blevet overleveret os og ændret af 
os efter vor sprogbrug . . . 

Men Herren ved, hvad vi har skrevet, og at intet andet folk 
kender vort sprog; derfor har han sørget for midler til 
oversættelsen." (Mormon 9:32, 34) 

Joseph stod ansigt til ansigt med en kaldelse til at arbejde 
med og oversætte en beretning, der var skrevet på et 
sprog, der var ukendt for ethvert menneske. Nephiterne 
havde anvendt ægyptiske skrifttegn, men på en måde, der 
kun havde betydning for dem selv. Ved at gøre dette havde 
de stillet beretningens oversættelse uden for den velud- 
dannede oversætters eller den dygtige ægyptologs virke- 
felt. 



Jareds broder fik af Herren besked om at skrive sin beret- 
ning „på et sprog, så det ikke kan læses". (Ether 3:22) 
Befalingen havde en hensigt; den gjorde det tydeligt, at 
beretningens oversættelse ikke skulle være afhængig af 
et videnskabeligt studium af det jareditiske sprog. I den 
hensigt gav Herren Joseph Smith to sten - det er næppe 
det udstyr, som den veluddannede sprogforsker gør brug 
af - som skulle bistå ham i oversættelsen af Mormons 
Bog. Profeten fortæller os, at disse sten udgjorde Urim og 
Thummim. 

Ældste John A. Widtsoe skrev: 

„Det var imidlertid ikke nogen nøjagtig oversættelse ord 
for ord. Så nært, som det kan forstås, blev de tanker, der 
var blevet udtrykt ved hjælp af skrifttegnene, åbenbaret 
for profeten. Derefter udtrykte han tankerne på engelsk, 
så godt han kunne . . ." 
Dr. Sidney B. Sperry tilføjer: 

„På det tidspunkt havde profeten en intuitiv fornemmelse 
eller en naturlig følelse for det nephitiske sprog, hvilket 
satte ham i stand til at forstå det, der var skrevet på guld- 
pladerne, der var i hans besiddelse. Han gik derefter vi- 
dere med at overføre de tanker, der var givet udtryk for 
på pladerne, til det bedste engelsk, han kunne." 
Joseph Smith foregav aldrig at være nogen sproglig 
mester, selv om han studerede adskillige sprog. Men vi 
har set, at Gud ikke søgte efter disse gaver, da han valgte 
en oversætter til sit arbejde. Profeten bevidner, at han 
„oversatte beretningen ved Guds gave og kraft". Det var 
Josephs tillid til Gud, hans dybe tro og hans store åndelig- 
hed, som gjorde ham velegnet til fra Gud at modtage be- 
tydningen af de nephitiske skrifter. Når denne åndelighed 
veg bort under bekymringer for jordiske ting, var han ude 
af stand til at oversætte. Først efter at have ydmyget sig i 
bøn, genvandt han denne „intuitive fornemmelse" for 
sproget, som Dr. Sperry taler om. 

Herren talte fra himlen for at tilkendegive Mormons Bogs 
gyldighed, og ved at gøre dette bekræftede Han sin gud- 
dommelige rolle i oversættelsens mekanik: 
„Disse plader er blevet åbenbaret ved Guds kraft, og de 
er blevet oversat ved Guds kraft. Oversættelsen af dem 
er, som I har set, korrekt, og jeg befaler jer til at føre 
beretning over det, I nu ser og hører." O 



Ælt mi alt fa> éht^méfeSe Md> m^z/i^ed da l/io/e/i e/e tie df er a/?ime, dætte utatd^e 
//lezfÆe/* fa/* g^ac/t ø& a/ie/t l/ie/e/i afle/iéad/i er ziec/e. -Se/før tee/iftef f'etf adle/ 
e/e/i/ie ta/i£e - ^yé//^/' t/e/i tldaø/i: „Æésm, m-df'ea ^e/i/iem //ilt da adae tid 
aedtp/iede /a/ 4 a/em, f'ea møe/e/* /id //il/i ae/. 



-&Æ 



m/i 



238 




Døbt med myndighed 



AF MALCOLM S. JEPPESEN 



Jane, en lille lyshåret pige med blå øjne, glædede sig til 
at blive døbt, men hun var som så mange andre otte-årige, 
spændt på det interview som hun skulle til med biskoppen. 
Da hun sad i mit kontor, og vi sammen talte om dåbens be- 
tydning, fortalte jeg hende om de løfter, hun gav til sin 
himmelske Fader, når hun gik i dåbens vande. Hun lyttede 
anspændt og så indvilgede hun i at overholde disse løfter, 
vel vidende, at hendes himmelske Fader havde givet 
hende store løfter, hvis hun ville forblive trofast. Hun var 
meget spændt på dette store, som nu skulle ske i hendes 
liv, men pludselig blev hun meget alvorlig, og spurgte, 
„jamen, hvem skal døbe mig?" Janes far var tidligere på 
året blevet dræbt ved en flyveulykke. 
Jeg svarede: „Hvad med din storebror Kim?" Du ved, han 
er præst og har Det aronske Præstedømme." Kim var en 
fin ung mand og skulle snart på mission. 
„Ved du hvad Præstedømmet er, og hvorfor det er så vig- 
tigt, at den som døber dig har Præstedømmet?" spurgte jeg. 
Jane var lidt usikker og ikke helt klar over, hvad alle disse 
store ord betød. Jeg fortalte hende om Joseph Smiths 



første syn, og om hvorledes himmelske sendebud, Gud 
Faderen og Sønnen, havde vist sig for ham og fortalt ham, 
at han ikke skulle slutte sig til nogen af kirkerne, fordi de 
ikke havde myndighed. Dernæst fortalte jeg hende, hvor- 
ledes Johannes Døberen, som et genopstandent væsen, 
kom til Joseph Smith og Oliver Cowdery den 15. maj i 1829 
og gengav denne myndighed til mennesker på jorden i 
denne tidsuddeling, således at dåb og andre ordinanser 
kunne udføres med myndighed fra Gud. (Se Lære og Pag- 
ter 13,27:8) 

Disse otte-årige børns sind må virkelig være oplyste af 
vor himmelske Fader i åndelige ting, for Jane forstod hur- 
tigt det vigtigste af det, jeg fortalte. Hun forstod, at der i 
mange hundrede år ikke havde været nogen myndighed på 
jorden til at døbe i Kristi navn, som der er nu. Vi læste i 
Lære og Pagter, og gennemgik alle de ord, som Johannes 
Døberen sagde, da han lagde sine hænder på Joseph 
Smith og Oliver Cowdery. 

„I Messias's navn overdrager jeg jer, mine medtjenere, 
Arons Præstedømme, som ejer nøglerne til engles be- 



239 



tjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved ned- 
sænkning til syndernes forladelse." . . . (Lære og Pagter 13) 
Vi talte om, hvordan det må have været at leve på en tid, 
hvor der var åndelig mørke - før denne betydningsfulde 
begivenhed. Jane gik fra interviewet med en ny og højtide- 
lig viden om, hvilken rolle Præstedømmet spiller i hendes 
dåbshandling. 

Janes situation var usædvanlig ved det, at hun tænkte på, 
hvem der skulle døbe hende. De fleste drenge og piger, 
som jeg har interviewet, har ikke tænkt meget over spørg- 
smålet om dåben og myndighed. Hvilken kærkommen 
chance til at forberede dem, glipper ofte for forældre, 
lærerinder og lærere? 

I søndagsskolen ville det være godt, hvis man kunne dis- 
kutere forberedelsen til dåb for de syv-otte-årige, og 
hjemme kan man så tale om vigtigheden af Præstedøm- 
mets magt og myndighed i deres liv. Det er netop tiden, 
hvor de skal lære de tre grundlæggende sandheder om 
Præstedømmet at kende. 

1. Præstedømmet er retten - eller myndighed - til at re- 
præsentere vor himmelske Fader her på jorden, og til at 
opbygge Hans værk. Men mere end det, Præstedømmet 
er Guds evige myndighed og magt, både i himlen og på 
jorden, (se Lære og Pagter 50:27) Vor himmelske Fader 
bruger denne magt og de mænd, som bærer den, til at 
fuldføre Hans arbejde i himlen, på samme måde som Han 
gør det på jorden. 

2. Der er forskellige grader af forfremmelse eller vok- 
sende ansvar indenfor Præstedømmet. I drenge, som for- 
bereder jer på at modtage Præstedømmet i løbet af et par 
år, skulle især se at blive klar over, hvor hver enkelt 
gruppe har dens særlige arbejde og pligter. Diakoner ud- 
deler nadveren, indsamler fasteoffer og er budbringer ved 
nadvermødet. Lærere forbereder nadveren, er dørvagt, 
deltager i hjemmelærerprogrammet, som er en meget vig- 
tig funktion indenfor Præstedømmet. De kan også udføre 
alle de ansvar, som en diakon har. Præster administrerer 
nadveren, er aktive indenfor missionærarbejdet og kan 
døbe. De kan også udføre alt, hvad diakoner og lærere 
kan gøre. Det må understreges, at det at holde Det aron- 
ske Præstedømme er en forberedelse til at modtage Det 
melkisedekske Præstedømme. Nye ansvar gives, når en 
dreng trofast udfører de opgaver, som allerede er pålagt 



ham. Sammenlign de embeder, vi har indenfor Præstedøm- 
met med den indlæringsproces, det er for et barn at lære 
at sidde op, kravle, gå, for derefter at løbe - og tilsidst 
deltage i sportsløb. 

3. Præstedømmet var slet ikke på jorden i mange hun- 
drede år, og gengivelsen af denne magt og myndighed er 
en stor velsignelse. Børn kan forstå meget mere af disse 
åndelige, betydningsfulde ting, som har forbindelse med 
Præstedømmet, end jeg troede, førend jeg havde inter- 
viewet mange af dem. Man kan lære dem om, at deres 
dåb er gyldig på grund af denne Præstedømmets velsig- 
nelse, og at bærere af Præstedømmet er på vej til at blive 
virkelige sønner af Gud, vor Fader. 

Da jeg nærmede mig dåbsalderen, kan jeg huske den 
store beundring, jeg nærede for disse ældre drenge, som 
havde Det aronske Præstedømme. Årsagen til denne be- 
undring bundede sandsynligvis i mit ønske om en dag selv 
at modtage og ære Præstedømmet. Ved at give disse børn 
en grundlæggende kundskab om dets vigtighed, og hvor- 
ledes det direkte vedrører deres eget liv gennem dåbs- 
ordinansen, kan vi inspirere dem til at opnå det mål, at 
leve et harmonisk liv efter vor himmelske Faders plan. 
„Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; 
thi Guds rige hører sådanne til." (Markus 10:14) 
„Med fuldmagt fra Jesus Kristus døber 
jeg dig i Faderens, Sønnens og Den Helligånds navn. 
Amen." 



* Malcolm S. Jeppesen, som er praktiserende læge, er biskop i East Mill- 
creek 8. ward, Mt. Olympus Stake (Utah). Han er gift med Marian Davis, og 
de har 5 børn. 



240 




„ BØRNENES 
SIDER. 




Én dreng vidste det 



LUCILE C. READING 



Hele klassen var rastløs. Det syntes 
som om dagen havde været usædvan- 
lig lang og drengene glædede sig til 
at få fri fra skole, så de kunne afslutte 
det boldspil, de begyndte på i det 
store frikvarter. Den kolde skotske 
eftermiddag var næsten gået, og der 
var kun kort tid til at spille, før solen 
ville være skjult af tågen, som rullede 
ind over skolegården næsten hver 
dag. 

Lærerinden havde lovet at de måtte få 
tidligt fri, hvis de hurtigt kunne ned- 
skrive en bøn, som hun havde skrevet 
på tavlen, og som de skulle have med 
hjem, for at lære den udenad. Hun 
sagde til børnene, at hun syntes, at 



det var en meget smuk bøn, og bad 
dem tænke over hvert ord, når de 
skrev og lærte bønnen udenad, så 
kunne bønnen få en særlig betydning 
for dem. 

Der var stille i værelset med und- 
tagelse af den pibende lyd, som kom 
fra kridtet, som lærerinden brugte på 
tavlen, og fra drengenes blyanter, idet 
de skrev: 

„Lær os, gode Herre, at tjene dig som 
du fortjener det; 
at give uden at tænke på prisen; 
at kæmpe uden at ænse sårene; 
at arbejde hårdt uden at tænke på 
hvile; 
at tjene uden at bede om nogen 



57 







En sandfærdig historie genfortalt af 
LUCILE C. READING 



belønning, med undtagelse af kund- 
skab om at vi gør din vilje. Amen." 
Da lærerinden var færdig med at 
skrive, vendte hun sig om mod klas- 
sen og spurgte: „Er det ikke en dejlig 
bøn, drenge?" Uden at vente på svar, 
fortsatte hun: „Det må være skrevet 
af eén, som virkelig forstod at arbejde 
for andre, uden overhovedet at blive 
træt, og uden at tænke på at få løn for 
at gøre det. Når I iærer denne bøn 
udenad, prøv så at tænke over, hvem 
det kan være." 

Drengene skyndte sig at lægge deres 
blyanter og skrivebøger væk, og de 
fleste af dem tænkte blot på at komme 
ud af døren og komme igang med de- 
res spil. Men de standsede alle et øje- 
blik, da en af drengene rakte sin hånd 
i vejret og stille sagde: „Jeg ved det. 
Den kunne være skrevet af min mo- 
der." 



58 



Nogle gange 
bliver det 

fødselsdag før 



tiden 



Flemmings fødselsdag var ødelagt. Me- 
get, meget bedrøvet sad han med an- 
sigtet helt henne ved vinduesglasset, 
for at undgå spejlbilledet af stuen, og 
stirrede ud. 
AF DELORES LUNT DAY Det var lige som om, han stod lige 

nedenfor et vandfald. Regnen slog 
mod vinduesruden og hylende vind- 
stød rystede bondehuset. Derude på 
den store prærie var der et føl, der var 
løbet vild. Og det var hans skyld! 
Flemming prøvede at sluge klumpen i 
halsen. 

Flere problemer havde forfulgt ham 
lige siden han for et år tilbage sam- 
men med sin familie var flyttet til en 
gård i Arizona; dengang var han ti år 
gammel. „Tror du, at jeg nogensinde 
bliver en god landmand?", spurgte 
Flemming sin far. Flemming fortalte 
aldrig, hvor bange han egentlig var for 



59 



de enorme ørkenområder, eller hvor 
kraftigt nattens dybe stilhed fik hans 
hjerte til at dunke. Skønt de aldrig 
talte om det, var han sikker på, at hans 
far forstod. 

Det værste var dog, at han var så 
glemsom. Han glemte at vande haven; 
han glemte at fodre ænderne; han 
glemte at lukke efter sig. Alle på går- 
den huskede ham på de ting, han 
glemte, men han var alligevel lige 
glemsom. 

Men da føllet så blev født, forandre- 
des alt. Flemming elskede denne lille 
„nye" hest. Den fjernede alle hans 
problemer og al hans frygt. „Hvis det 
viser sig, at du virkelig kan passe føl- 
let, vil jeg give dig det i fødselsdags- 
gave", lovede far. 

Flemming kaldte føllet Lotte. Han til- 
bragte den meste tid i stalden og pla- 
gede karlene. Lidt efter lidt blev han 
klogere. Han var stolt af sine nye fær- 
digheder og viden. „Lotte er næsten 
min", sagde han stolt til sin far. 
Idet han kæmpede for at holde tårerne 
tilbage gik han bort fra vinduet. Hvor 
dum havde man lov at være? Tidligt i 
morges var han sammen med sin far 
gået ud i stalden. 

Mørke, truende skyer viste sig over 
de fjerne bjerge, og tordenen rullede. 
„Det ser slemt ud", brummede hans 
far, mens han strammede gjorden på 
hoppens sadel. „Jeg håber ikke uvej- 
ret bryder løs, før jeg er hjemme 
igen." 

Da Lottes mor forsvandt ud af syne, 
begyndte Lotte at rulle med øjnene og 
vrinske højt. 
Vinden piskede rundt om ladehjørnet 



og bragte Flemmings lyse hår i uor- 
den. Den smækkede ladeporten op og 
i, og Lotte steppede sidelæns. 
Flemming rakte hånden frem, men føl- 
let veg tilbage. „Vær ikke bange, 
Lotte", lokkede han, „bare rolig!" 
Måske ville et æble berolige føllet. 
Han smuttede ud af porten og løb op 
til stuehuset. Medens han lidt efter løb 
tilbage, stoppede han pludseligt. Han 
åbnede forbavset munden - stalddø- 
ren stod på klem. Lotte var væk! Men 
hvad . . .? Men hvem . . .? Så blev 
Flemming bleg trods sine fregner. Han 
havde glemt at lukke porten. Skræmt 
af den kommende storm, bange på 
grund af sin mors fravær, var føllet 
stukket af. Var det løbet mod byen, 
eller løb det omkring ude i ørkenen? 
Før Flemming kunne beslutte sig til, 
hvor han skulle søge, begyndte det at 
regne. På et øjeblik blev han pjaskvåd. 
Forfærdet løb han i ly oppe ved stue- 
huset. Det regnede hele dagen. Hjæl- 
peløst ventede Flemming på sin far. 
Ved sekstiden kom hans far hjem, 
gennemblødt og fuld af mudder. 
„Uvejret brød løs, da jeg var halvvejs 
hjemme. På et tidspunkt spekulerede 
jeg på, om vi kunne klare det." 
Da han hørte om føllets forsvinden, 
vendte han sig ulykkelig mod Flem- 
ming. „Jeg ved, hvordan du føler for 
Lotte. Jeg kan heller ikke udstå tanken 
om at miste hende. Men vi kan ikke 
lede i dette uvejr." 

Nu spiste alle ude i køkkenet. Flem- 
ming stirrede ud i den vilde, sorte nat. 
„Det hjælper ikke at narre mig selv", 
tænkte han, „jeg er stiv af skræk." 
Ingen ved sine fulde fem vil vove sig 



62 



ud i det vejr. Men hans føl var derude 
- og i stor fare. Flemming lagde ar- 
mene overkors, ude af stand til at 
bære smerten over sin skyld. Der var 
kun én ting at gøre. 

Iført tilknappet oliefrakke, og „bevæb- 
net" med en lommelampe - åbnede 
Flemming hoveddøren. „Lad være med 
at tænke", advarede han sig selv, 
„bare gå." Han lukkede forsigtigt 
døren efter sig og tvang sig til at gå 
ud af vindfanget. Vinden flåede i hans 
tøj og piskede regndråberne ind i hans 
øjne. Lommelampen kastede kun en 
svag lysstråle ud i mørket. „Jeg skal 
være heldig hvis jeg skal finde laden", 
tænkte han. 

Flemming gik bort fra huset, medens 
han råbte og fløjtede. Han gik, til hans 
ben blev følelsesløse. Til sidst be- 
gyndte han at føle sig panikslagen. 
Hvor var han nu? Hvor langt havde 
han gået? Pludselig gled hans fødder 
i mudderet. Gispende kom han op på 
sine knæ - men vaklede. Da han prø- 
vede at rejse sig op, brændte hans 
venstre ankel af smerte. „Så! Nu har 
jeg gjort mig selv til krøbling." Lom- 
melygten var borte; han havde mistet 
den, da han snublede. Regnen styr- 
tede ned, og Flemming humpede af- 
sted i mørket - i en evighed forekom 
det ham. Han begyndte at have en 
mærkelig fornemmelse i hovedet, og 
opdagede pludseligt, at han gled side- 
læns. „Kan man drukne i mudder?" 
tænkte han helt fortumlet. 
Et stykke tid efter lagde Flemming 
mærke til at det regnede mindre end 
før. Han lå på ryggen. Havde han so- 
vet? Noget klamt puffede til hans 
hånd. Forskrækket gav han et spjæt til 



siden. Så strøg en blød mule op og 
ned af hans hals. Lotte! Det var Lotte! 
Flemming rakte armene op og om- 
favnede føllets dryppende hoved. „Åh, 
Lotte." Flemmings hals snørede sig 
sammen. Det var ikke kun regn, der 
gjorde hans ansigt vådt. 
Føllet rystede voldsomt, og han vidste, 
det var nødvendigt, at det kom i læ. 
Flemming greb fat i Lottes grove, 
sorte manke og trak sig op. Han hum- 
pede trods stærke smerter et par 
skridt, men sank så sammen. Han 
kunne ikke klare det. Blæsten blev kol- 
dere. Flemming blev skiftevis iskold 
og brændende varm. Hans bryst smer- 
tede dumpt, og hans ankel værkede. 
„Hvorlænge mon det varer, før far 
savner mig?" spekulerede han på. 
„Jeg er nok ikke til megen hjælp, vel?" 
hviskede han til Lotte. De kunne 
trods alt være flere kilometre hjemme- 
fra. 

Pludselig dukkede en mørk skikkelse 
op over ham. Flemming holdt vejret - 
så sukkede han taknemmeligt. Det var 
hans far. Da han følte, han blev løftet, 
lukkede han øjnene. Da han åbnede 
dem, befandt han sig i den varme, 
gamle stald. 

„Du må have gået i cirkler", sagde 
hans far. „Laden var mellem dig og 
stuehuset; ellers kunne du have set 
lysene." 

„Hvordan..., hvordan fandt Lotte 
mig?" Flemming havde en klump i hal- 
sen. Hans far lagde et slidt tæppe over 
ham, før han gik hen til det skælvende 
føl. „Det gik tilsyneladende omkring 
uden for folden og laden." Hans far 
begyndte at tørre Lotte med et stykke 
afrevet sadeltæppe. 



63 



„Jeg har været stolt af dig i nat, Flem- 
ming", udbrød han. 

Flemmings stemme var bitter: „Hvor- 
for? Jeg fandt ikke engang Lotte. Hun 
fandt mig." 

Hans far sagde stille: „Det, du fandt, 
var modet til at gøre det, som skal 
gøres. Lo'c.te kunne ikke have klaret 
den ret meget længere i den storm." 
Han stod og kiggede ned på Flem- 



ming. „Nå, lad os gå hjem. Dit føl er i 
sikkerhed." I ladeporten vendte de sig 
om for at få et sidste glimt af Lotte. 
Hun kiggede op med sine bløde, brune 
øjne og vrinskede. Flemmings far 
smilede til ham: „Se der - du har 
allerede åbnet din fødselsdagsgave - 
og det er ikke engang din fødselsdag 
endnu." q 




64 






^sfÉÉ^ -~-.&-.. 



Den 

nyeste diakons 

tanker 



AF STEVE BARRETT 



Carl holdt meget af sin far. Han vidste ikke hvorfor, han 
holdt bare af ham. 

Sandsynligvis var en af grundene dertil den, at Carls far i 
den sidste måned, hver gang familien var til nadvermøde, 
sørgede for, at de kom til at sidde lige bag ved den række 
stole, der var reserveret for diakonerne. Carl havde ikke 
fortalt sin far, at han spekulerede på, hvad han mon skulle 
gøre, når han blev diakon i næste uge. Det var bare lige- 
som om hans far forstod ham. 

Carl var spændt på afgangen fra Primary. Førerpatruljen 
var helt i orden, men han havde allerede planer om at blive 
spejder, og desuden skulle troppen på lejrtur til Strandby. 
De historier, de større drenge fortalte om de fælles spej- 
derture og alt det morsomme, de skulle foretage sig, lød 
spændende - også selv om man blev nødt til at danse med 
pigerne engang imellem. 

Selve det at blive diakon var også spændende, men også 
lidt foruroligende. Han blev lidt ængstelig, da biskoppen 
standsede ham i forhallen og bad ham komme ind på hans 
kontor kl. 2 om eftermiddagen. 

Hvad skulle han sige til biskoppen? Eller endnu værre, 
hvad ville biskoppen sige til ham? Ih, hvor tiden dog slæbte 
sig af sted! - Klokken var kun halvto, og han havde siddet 
uden for wardets dør allerede i 25 minutter! 
Han havde ikke sagt til sin mor, hvor han skulle hen, så 
ville hun bare bestemme, hvordan han skulle se ud, og 
hvad han skulle sige. Hun ville have krydsforhørt ham i 
timevis, og alligevel ville han ikke have vidst, hvad han 
skulle sige eller tænke. Det var trods alt på tide, at han 
begyndte at stå lidt på egne ben - Der er ting, som bedst 
kan ordnes af én selv. 

Var han rede til at blive diakon? Han stod nu foran bi- 
skoppens dør, han hørte summen af stemmer indenfor. 
Hvad var det nu for en masse ting, søster Sørensen havde 
talt om i Primary hele året? Myndighed, Johannes Døbe- 
ren, håndspålæggelse, mere magt, end hvem som helst i 
skolen - var det virkelig sandt? Betød det, at han kunne 
stikke ham den tyranniske Søren én på skrinet næste 
gang, han begyndte at kalde ham ved øgenavne? 
Var han virkelig værdig? Det havde ikke været svært at 
afvise det første tilbud om en cigaret. Han vidste, at det 
at ryge var dumt. Men nogle af de andre ting havde ikke 
været så lette. 



Betød det noget, hvad man sagde? Det at bande var noget, 
han kæmpede med i øjeblikket. Var der virkelig en engel, 
der skrev alting ned? En af dagene ville han blive afsløret 
af sin far eller mor - så ville han få en masse vanskelig- 
heder. Han tænkte, at det måtte være forkert, når han følte 
på den måde om de ting. Men sommetider undskyldte han 
alligevel sig selv med, at han var den eneste Sidste Dages 
Hellige dreng i klassen, og han var den ene ud af syv 
mormon-børn på hele skolen - det var svært, meget svært! 
De andre drenge ville synes, at han var en tøsedreng, 
hvis han ikke talte som de. Var det i grunden nogen god 
undskyldning? 

Biskoppen smilede til Carl, da han trådte ind gennem kon- 
torets dør - det ville ikke blive så svært, som han havde 
tænkt! Det første spørgsmål var let. „Ønsker du at blive 
diakon?" Det gjorde han afgjort - gjorde alle ikke det? 
Så blev spørgsmålene en lille smule vanskeligere, men 
han kunne svare ærligt på dem alle, indtil det endelig kom: 
„Bruger du nogensinde gudsbespotteligt eller vulgært 
sprog?" I stedet for at svare, så han ned på sine sko. 
Hvad skulle han sige? Hvad kunne han sige? Biskoppen 
ventede . . . 

På en eller anden måde var det let at fortælle biskoppen 
om det. Ja, det var endog let at fortælle far om det senere 
på dagen, da biskoppen havde dem begge hos sig. De 
syntes begge to, at forstå det. Det føltes endog godt, da 
det hele var overstået! Der var noget betydningsfuldt i 
biskoppens råd: „Du er måske nok alene, men du er der." 
Selv den ekstra uge, som biskoppen fik ham til at vente, 
føltes ikke så slem. Det føltes rart, da han kunne se sin 
far og biskoppen i øjnene og fortælle dem, som sandt var, 
at han havde klaret den. Han skulle være diakon - det 
havde biskoppen sagt! 

Ved nadvermødet fik biskoppen ham til at stå oppe ved 
talerstolen, og han fortalte hele wardet, at Carl Bach var 
fundet værdig til at blive diakon. Det var foruroligende, 
men den varme følelse indvendigt gjorde godt. 
Hænderne blev lagt på hans hoved, og han hørte sin fars 
stemme, der ordinerede ham til Det aronske Præstedøm- 
me. 

Hvad forventede man af ham nu? Hvad sagde hans far? 
Vær ærlig -lad ånden hjælpe dig på de vanskelige steder." 
Ved nadverbordet blev Carls hænder våde, idet han stod 
med dem på ryggen. Han håbede, at han ikke snublede, 
når han gik ned ad gangen. Hans mor havde advaret mod 
det. Han havde aldrig nogensinde set en diakon snuble, 
men måske skulle han være den første. Lige i øjeblikket 
var han mere bekymret for, om hans nye sko ville knirke, 
når han gik. 

Han omdelte nadveren med tvungen stivhed. Den sidste 
række var den hårdeste prøve af dem alle. Uden at smile 
til sine søskende, der sad og smilede, tog han imod bak- 
ken med nadverbrødet fra sin far, og idet han vendte sig 
for at gå, med et lettelsens suk, følte han det anerken- 
dende klap fra sin fars store hånd mod sin arm, og han 
opfangede lige det blink og det smil, der var tiltænkt ham 
alene. 
Carl holdt virkelig meget af sin far, og det føltes godt. 



241 




AF THOMAS LEE MONSON, 18 år 



For næsten tre tusinde år siden var der 
en berømt konge af Israel, en af Jesu 
Kristi forfædre, nemlig den gamle 
kong David, som skrev denne smukke 
og enkle bøn: 

„Vis mig, Herre, din vej og led mig 
ad jævne stier." (Salmernes Bog 27:11) 
Vor verden har forandret sig siden 
Davids dage, men vor bøn må være 
den samme idag. Selv om fortidens 
stier er blevet til nutidens brede ho- 
vedveje, fører de stadig til den samme 
port. For at kunne rejse sikkert ad 
disse livets veje, forlanger vi, at der 
forefindes velplacerede skilte, som 
kan lede os mod vort bestemmelses- 
sted. Må jeg nævne tre vigtige vej- 
skilte? 

Fortiden ligger bag os - lær af den. 
Fremtiden ligger foran os - forbered 
jer på den. 

Nutiden er her- lev i den. 
Lad os undersøge vort første vejskilt: 
Fortiden ligger bag os - lær af den. 
Til tider er der fremskridtsvenlige, iv- 
rige unge mennesker, der misbilliger 
den mulighed, at man kan lære af for- 
tiden. Men hvis man undlader at drage 
lære af fortidens lektier, er man dømt 
til at begå de samme fejltagelser igen 
og lide under de dertil knyttede kon- 
sekvenser. For længe siden skrev sal- 
misten: 

„At ty til Herren er godt frem for at 
stole på mennesker." 
„At ty til Herren er godt frem for at 
stole på fyrster." 
(Salmernes Bog 1 18:8-9) 



Nutiden er her 



En person, der lærte denne lektie for 
sent, var kardinal Woolsey, som ifølge 
Shakespeare tilbragte et langt liv i 
trofast tjeneste hos tre fyrster, og han 
nød velstand og magt. Til sidst blev 
han vist bort af en utålmodig hersker. 
Fra sin sjæls kval råbte han: „Havde 
jeg blot tjent min Gud med den halve 
iver, hvormed jeg tjente min konge, da 
ville Han ikke i min alderdom have 
efterladt mig nøgen til mine fjender." 
(Shakespeare, Kong Henrik den 8., 
2. akt, 2. scene) 

En af de allerstørste lektier kan læres 
af Frelseren. Hvor ofte er vi ikke, når 
vi er vidne til, at et af vore medmen- 
nesker lider, tilbøjelige til at bede om 
vor himmelske Faders barmhjertighed. 
Vi søger hyppigst at komme ind i vor 
Faders rige uden at vandre ad smer- 
tens sti. Fortiden lærer os, at verdens 
Frelser kun kunne komme ind i himlen 
efter store lidelser og smerte. Vi, der 
er tjenere, kan ikke forvente mere end 
Herren. Før der kunne blive påske, 
måtte der være et kors. Fortiden ligger 
bag os- lær af den. 

Når vi rejser ad livets landevej, må vi 
granske vort bakspejl for at finde ud 
af, hvad der ligger bag os. Det er af 
lige så stor betydning at finde ud af, 
hvad der ligger foran os. Fremtiden 
ligger foran - lad os forberede os til 
den. 

Uanset hvad andre måske siger eller 
tror - til de, der er for frygtsomme og 
har for ringe tro - vover jeg at påstå, 
at dagen imorgen vil blive en god tid 
at leve i. Jeg tror, det vil blive en af de 
mest dyrebare og priviligerede perio- 
der i hele menneskehedens historie, 
en periode med forandringer, udfor- 
dringer og grænseløse løfter. 



Vi må ikke begrænse vor tankegang 
til denne dags problemer. Vi må for- 
berede os til morgendagens mulig- 
heder. Vi har lært, at som mennesket 
er, sådan var Gud engang, og som 
Gud er, sådan kan mennesket blive. 
Hvis man omskriver det, ville det så 
ikke også være sandt, at „hvis men- 
nesket skal blive, som Gud er, må det 
(mennesket) nu være det, som Gud 
var"? Lad os forberede os ved at leve 
livet, som Gud ville have levet det. 
Uovervindelige problemer venter os 
kun så længe, som vi betragter dem 
som uovervindelige. Fremtiden ligger 
foran - lad os forberede os. 
Vi lærer af det forgangne og forbere- 
der os til det kommende, Men lad os 
ikke miste livet i vor søgen efter det. 
Nutiden er her - lev i den. Apostlen 
Paulus skrev: „Den, der sår rigeligt, 
skal også høste rigeligt." (2. Kor. 9:6) 
Idag findes der mange, som driver om 
på tilfældighedernes hav, og fristel- 
sens bølger truer med at opsluge dem. 
Disse mænd, som kun besidder ringe 
styrke, driver gennem timerne og gli- 
der gennem årene. Deres mere tapre 
brødre styrer fra det ene punkt til det 
andet. 



At leve med succes i nutiden er at 
samarbejde med vanskelighederne. 
Problemer er en normal del af livet, og 
den store udfordring er at undgå at 
blive slået ud af dem. Man må klamre 
sig til udfordringen. Alt for ofte søger 
vi ly for storm, blot der blæser en kraf- 
tig vind. Ved at imødegå og konkur- 
rere med vore udfordringer vil vi op- 
bygge anseelse i menneskenes øjne. 
Imidlertid er det at være velanset kun 
et delvis tegn på gode egenskaber. 
Saul var en dygtig israelitisk konge, 
indtil grådighed og begær efter magt 
blev hans fald. Til sidst blev han afvist 
af Israel, af Samuel, ja, endog af Her- 
ren. Saul var velanskrevet, men han 
manglede karakterstyrke. Om man er 
velanskrevet afhænger af, hvad man 
har gjort; karakterstyrke er, hvad man 
er. Nutiden er her- lev i den. 
Den vej, vi rejser ad, fører raskt ud af 
dunkel oldtid, og vi studerer fortiden, 
hovedsagelig på grund af dens forbin- 
delse med den levende nutid og dens 
løfter for fremtiden. 

Den stærke trafik på livets landevej 
foretager i stadigt øget omfang afstik- 
kere fra den lige og snævre vej. Her- 
rens sti kan hyppigt krydses af veje, 
der fører bort fra det himmelske mål, 
men en klog rejsende vil følge sikker- 
hedsskiltene. Må vi altid huske dem: 
Fortiden ligger bag os - lær af den. 
Fremtiden ligger foran os - forbered 
jer til den. 
Nutiden er her - lev i den. 



O 

243 



BISKOP JOHN H. VANDENBERG 




Den præsiderende 
biskop taler til 

ungdommen om 




Der er to begreber, som kan bringe de 
fleste af os til den dybeste fortvivlelse 
eller til lykkens tinder. Det er fiasko 
og succes. Folk vil gøre næsten hvad 
som helst for at undgå at blive stemp- 
let som en fiasko i livet. De vil give al 
deres tid, alle deres talenter og alle 
deres midler. De vil give deres lege- 
mer, ja endog deres sjæl for at få 
succes med et projekt eller foreha- 
vende, som de mener er vigtigt. Deri 
ligger ofte livets største tragedier. 
Succes afhænger ikke altid af at nå 
det, vi gerne vil, men snarere at opnå 
det, vi burde. Der er unge mennesker i 
vort samfund, som ikke ønsker at ar- 
bejde, som ikke ønsker at udvise 
nogen målbevidst bestræbelse på højt 
plan. De trækker sig tilbage fra sam- 
fundet og bliver uansvarlige og upro- 
duktive. De driver omkring, som 
blomsterstøv i vinden. Jo mere de gør 
dette, jo mere føler de, at de lever livet 
fuldt ud. Men enhver, der standser 
op et øjeblik for at tænke efter, ved, 
at det ikke er rigtigt. To grundsætnin- 
ger, som er baseret på års erfaring, 



fortæller os, at det modsatte er til- 
fældet: 

„At udføre lette opgaver gør menne- 
sketsvagt." 

„Hvis du vil gøre livet let, så gør det 
svært." 

En sportsmand, som ikke udvikler sine 
muskler og holder sig i passende kon- 
dition ved træning, vil aldrig blive vin- 
der. Han vil kun møde nederlag, skam 
og medynk. Det arbejde og de be- 
stræbelser, der kræves som forbere- 
delse til vor livsgerning, er grundlaget 
for succes og lykke. Der findes ikke 
nogen let måde at klare livets vej på. 
Den voksnes verden har, hvad enten 
det drejer sig om det forretningsmæs- 
sige, det faglige eller det tekniske om- 
råde, ingen brug for unge mennesker, 
som træder ind i den og brillerer med 
deres dovenskab eller deres uvillighed 
til at yde deres bedste i enhver aktivi- 
tet, som er en del af deres udvikling. 
Det værste i livet er ikke det at fejle, 
men at undlade at prøve på at få 
succes; at leve i det grå tusmørke 
hvor man hverken kender til klart lys 



eller skygge, hverken sejr eller neder- 
lag. 

Forskellen mellem dem, for hvem det 
lykkes at opfylde formålet, hvormed vi 
er kommet her til jorden, og dem, for 
hvem det mislykkes at fuldføre livets 
mission, ligger i, hvorvidt nederlagene, 
prøvelserne og vanskelighederne, 
som man møder i enhver tilværelse, 
bliver til møllesten omkring halsen 
eller til milesten på fremskridtets vej. 
Vi bliver stærke ved at overvinde van- 
skeligheder og gøre dem til karakter- 
opbyggende erfaringer, som giver vor 
sjæl styrke og moralsk holdning. 
Profeten Joseph Smith gennemgik i 
hundredevis af hårde prøvelser, før 
det lykkedes ham at oprette Kirken, 
så den var så stærk, at den ikke kunne 
ødelægges. Efter at han og adskillige 
ledsagere havde været i fængsel i Li- 
berty, Missouri, i flere måneder, nåede 
han til det, som han følte var briste- 
punktet, et punkt, som han følte, at 
hverken han eller de hellige burde 
bedes om at overskride. Som resultat 
heraf henvendte han sig til Herren og 



244 



forelagde de helliges sag i bøn med 
følgende ord: 

„O, Gud, hvor er du? Og hvor er pau- 
lunet, der dækker dit skjul?" 
„Hvor længe skal din hånd holdes til- 
bage og dit øje, dit rene øje, skue ned 
fra de evige himle på den uret, som 
vederfares dit folk og dine tjenere, og 
dine øren gennemtrænges af deres 
råb? (L&P 121:1-2) 

Josef fortsatte med at opsende en vel- 
talende bøn om hjælp til sit folk. Alle, 
som har læst den tids historie, vil vide, 
at hans bønner var baseret på behovet 
for at blive befriet for pøbelherredøm- 
me og mishandlinger så brutale, at 
man næppe kan tro, at de virkelig har 
fundet sted. 

Men Herren ved, at vore prøver, i livet 
er nødvendige for at forberede os til 
at blive den slags mennesker, som er i 
stand til at blive lykkelige i evighe- 
derne. 

Succes følger ofte i hælene på noget, 
der ligner et afgjort nederlag, som 
Herren påpeger: 

„Min søn, fred være med din sjæl! Din 
modgang og dine lidelser skal blot 
vare et øjeblik, 

og om du er standhaftig, skal Gud 
ophøje dig i det høje, og du skal 
triumfere over alle dine fjender." 
(L&P 121:7-8) 

Den stenede vej, vi betræder, når vi 
prøver på at forberede os til et nyttigt 
liv, et liv, som bliver til velsignelse for 
alle, der kommer i berøring med dets 
frugter, er meget bedre end ladhedens 
jævne og glatte vej. 

Sejlskibe kommer ingen vegne i stille 
vejr. Deres sejl klaprer hjælpeløst mod 
de nytteløse master, når der ikke er 
nogen vind, man kan bruge som træk- 
kraft. 

Der fortælles en historie om en fabel- 
agtig rig guldmine i Afrika. Den fik sit 
navn på følgende måde: 
„Den mand, som oprindeligt åbnede 
minen, gravede en skakt, som var om- 
kring 70 meter dyb, men det lykkedes 
ham ikke at finde noget guld. Han 
tabte modet, kaldte minen for „Uhel- 
det" og forlod den. Hans mere modne 
naboer sagde, at han havde „vist den 
hvide fjer" (vist fejhed), og minen blev 
kendt under navnet „Hvide fjer". Han 
solgte udgravningerne til en anden 
lykkejæger for 50 dollars. Den nye 



ejer gravede i løbet af en dag eet spa- 
destik dybere i udgravningerne og 
stødte på en guldåre, der indbragte 
ham en stor formue. " 
Et af Satans yndiingsredskaber er 
modløshed - idet han indtrængende 
opfordrer os til at vise „den hvide 
fjer". Undskyldninger for ikke at ar- 
bejde og for ikke at yde det bedste i 
livet opstår let. Men de, der vil leve 
på glædens tinder, på succes'ens top, 
ved, at der ikke er plads for „den 
hvide fjer". De ved, at succes ikke 
kommer ved at udføre lette opgaver; 
men ved at give sig selv helt, ved løs- 
ningen af opgaver og projekter, hvor 
man ofte erfarer midlertidige nederlag. 



Den store amerikanske opfinder, Tho- 
mas Edison, blev spurgt, om han ikke 
tabte modet, fordi så mange forsøg på 
at løse et problem slog fejl. Hans svar 
lød: „Nej, jeg har ikke tabt modet, 
fordi hvert eneste forkert forsøg, som 
er blevet kasseret, betyder endnu et 
skridt fremad." Den skotske forfatter 
Samuel Smiles (1812-1904) sagde: 
„Vi lærer visdom gennem nederlag i 
langt højere grad end gennem succes; 
vi opdager ofte, hvad der kan bruges, 
ved at finde ud af, hvad der ikke kan 
bruges; og sandsynligvis har den, 
som aldrig har begået en fejl, aldrig 
gjort en opdagelse." O 



Fællesrecitation den 6. september 1970 

De to skriftsteder bør læres udenad i løbet af august af eleverne i kursus 
10 og 12. Hver klasse reciterer et skriftsted ved søndagsskolens forprogram 
fastesøndag. 

Kursus 10: 

(Kort før sit martyrium ser Stefanus i et syn to af Guddommens medlemmer.) 
„Men fuld af Helligånden stirrede han op imod Himmelen og så Guds herlig- 
hed og Jesus stående ved Guds højre hånd." 

Kursus 12: 

(Moroni fortæller os hvordan vi kan modtage et vidnesbyrd om Mormons Bogs 
sandhed.) 

„Og når I modtager disse ting, formaner jeg jer til at adspørge Gud, den evige 
Fader, i Kristi navn, om disse ting ikke er sande; og dersom I beder af oprig- 
tigt hjerte og med fast forsæt samt med tro på Kristus, da vil han åbenbare 
sandheden deraf for jer gennem den Helligånds kraft." 



Nadververs 
Søndagsskolen: 

„Ingen kan komme ind i Guds rige, 
hvis han ikke bliver født af vand og 
Ånd." (Johannes 3:5) 



Simplice 



Juniorsøndagsskolen: 

„Jeg vil gå og gøre det, som Herren 
har befalet. (1.Nephi3:7) 



Darwin K. Wolf ord 




gu 



M J J 



XC 



Jd=É 



F 



f 



J J J»J 



3C 



J 1 



r 



¥ 




245 



Lærere, lev jeres liv så I kan sige til 
jeres elever. . 

Kom 

og følg mig 



AF ROBERT A. BAIRD* 



Blandt lærere stilles ofte spørgsmålet: „Hvordan kan jeg 
vise mine elever, at jeg virkelig holder af dem?" Svaret, 
som muligvis kan være lidt svært at praktisere, er let: „vis 
at du holder af dem!" 
Læg mærke til følgende eksempler: 

Først, prøv at forestille dig et omvandrende menneske med 
et sløret syn, et tomt hjerte, svimmel, som snublende prø- 
ver at finde vejen hjem. En lærer eller en rigtig ven ville 
give dette råd: „Gå i kirke og biiv døbt med det samme, 
tag derefter 13 skridt imod det celestiale rige, gennemgå 
de fire første principper, eller måske er der seks. Vis kær- 
lighed til alle du møder på din vej, vær opmærksom, jeg er 
endnu ikke færdig med at tale, gå igennem templet på 
vejen hjem, og fremfor alt, vær lydig mod de rigtige men- 
nesker, som du møder, og en dag vil du nå hjem, hvor der 
vil være hvile og fred." 
„VIS", at du holder af dem 

Sammenlign dette eksempel med historien om den barm- 
hjertige Samaritan (Lukas 10:33-37), som her kort følger: 

Da han så ham, ynkedes han inderligt. Og han gik 

over til ham, forbandt hans sår og hældte olie og vin på 
dem, løftede ham op på sit eget ridedyr, og førte ham til 
et herberge, og sørgede for ham. Og den næste dag, tog 
han 2 denarer, og gav værten dem, og sagde, „sørg for 
ham, og hvad du mere lægger ud, skal jeg betale dig, når 
jeg kommertilbage igen." 
Læg mærke til den måde, gerningerne blev gjort i denne 




historie. Samaritaneren tog sig af den sårede mand, be- 
talte hvad det kostede og gjorde alt, hvad han kunne for 
at denne mand skulle få det godt og igen komme tilbage 
til sit hjem. Hvis han stadig havde brug for hjælp, efter at 
have gjort, hvad han kunne, sikrede denne sig, at hans 
ven ville få den nødvendige pleje, alt dette blev ordnet, 
inden samaritaneren tog tilbage for at udføre sit eget ar- 
bejde. 

I eksemplet ovenfor er det let at se, hvordan man virkelig 
kan være omsorgsfuld. Når det drejer sig om vores under- 
visning, må spørgsmålet om, hvor meget vi bekymrer os 
for andre virke som et piskeslag. 

Når vi er sammen med elever, børn og venner, kommer vi 
så selv med svarene? Eller lytter, diskuterer og under- 
søger vi svar og beslutninger sammen med dem? 
Viser vi gennem vort liv en indre selvtilfredshed? Eller 
viser vi begejstring for livet, begejstring for at lære, og en 
virkelig begejstring for det, som er vigtigt for os? 
Giver vi udtryk for selvretfærdighed? Eller stræber og lider 
vi for at lære at leve med overbevisning, mildhed, ydmyg- 
hed og uforstilt kærlighed? Kan andre se denne stræben? 
Og har vi kærlighed nok, så vi også kan se deres stræben? 
Siger vi „gå, og følg Ham?" Eller indbyder vi dem til at 
følge Ham sammen med os? - kom og bed sammen med 
os, kom og læs og studer Skriften sammen med os, kom 
og yd sammen med os, kom og nyd skønheden og glæden 
ved Evangeliet sammen med os? 



246 



Vi trænger til: 

Mindre intetsigende snak om forseelser 
Flere klap på skulderen! 
Mindre pegen fingre 
Mere opmuntring; 

Mindre snak om, hvilken vej man skal gå. 
Oftere at gå på vejen selv! 
GØR SOM JEG! 

Vi har alle et stort ønske om at komme hjem til vor him- 
melske Fader. Udfra dette ønske beder vi: „vis mig vejen 
hjem". Men lige meget, hvor stor omsorg vi har, kan vi 
kun styrke og hjælpe andre „rejsende", hvis vi selv er 
stærke. Lad os antage, at røverne var kommet tilbage igen, 
medens samaritaneren undersøgte den overfaldne mand 
ved vejsiden. Hvis kan ikke havde været stærk nok til at 
jage tyvene væk, eller ikke havde gjort, hvad der kunne 
gøres, ville han ikke have været til stor hjælp for den over- 
faldne. Derfor må vi, for at udvikle evnen til at hjælpe og 
være til velsignelse for andre mennesker, undersøge vor 
egen styrke og evne. 

Vi er alle forskellige. Vi har alle forskellige talenter og 
styrke. Dog har vi flere hjælpemidler, som kan bruges, når 
vi forbereder vore lektier, og når vi har med andre at 
gøre, således at vi virkelig er sikre på, at vi viser dem 
vejen: 

Først og fremmest må vi love os selv, at vi ikke vil under- 
vise i noget, som vi ikke selv tror på. 

For det andet må vi indrette vort daglige liv efter de lek- 
tier, som vi giver til andre. 

For det tredie må vi tage den tid, der er nødvendig for at 
lede vore elever på vejen, i stedet for blot at fortælle dem 
om frelsen og pege på den vej, de skal følge. 
Lad os se tilbage på det første eksempel. Lederen kan 
sige til tvivlerne: 

„Kom og følg mig til livets vand og modtag, på samme 
måde som jeg, forfriskninger og styrke. Der er endnu 
mange skridt, som skal tages, før du er på vejen hjem, 
men der er stadig tid. Hvil sammen med mig i mit hjem i 
dag. Du spørger om templet? Når du er styrket og ren, 



kan du gå ind til denne vidunderlig varme oplevelse. Vi 
kan gå der sammen. Der vil komme en tid, da du må gå 
vejen alene. Men jeg kender din Fader, og Han har venner 
på hele vejen. Tag Hans navn med dig på rejsen, og disse 
venner vil give dig fred og hvile. Her, drik af min kop. 
Lad os nu hvile, så vi kan være beredte til imorgen." 
LAD OS LEVE ET RENT LIV 

Herren har forsikret os, at Han „kender menneskets 
svaghed og ved, hvorledes han skal komme dem til hjælp, 
som fristes". (Lære og Pagter 62:1) Han har til hver enkelt 
af os i denne uddeling giver dette løfte: 

for at I kan kende sandheden og forjage mørket fra 

jer. Den, der er ordineret og udsendt af Gud, er bestemt 
til at være den største ... Thi han ejer alt, for alt er ham 
underlagt, i himlen som på jorden, livet og lyset, ånden og 
kraften, der udsendes efter Faderens vilje gennem Jesus 
Kristus, hans søn. Men ingen er i besiddelse af alt, uden 
at han er lutret og renset fra al synd." (Lære og Pagter 
50:25-28) 

Dette løfte er virkelig en invitation til at se og følge Hans 
eksempel og til at have del i Hans magt og myndighed. 
Selv om sandsynligheden for, at Frelseren personligt vil 
vise os vejen, synes fjerntliggende - så er invitationen og 
løftet tydeligt. Chancen for at se og blive ledet er en rea- 
litet. 

Udfordringen til os lærere må være, at vi bør leve et rent 
liv, så vi kan modtage det lys, som vil gøre det muligt for 
os selv at se og til at vise andre vejen hjem. 



* Robert Allan Baird er rådgiver ved Brigham Young Universitetet, hvor han 
tog sin B.A. Degree i 1963. Han har fuldført en mission i Brasilien, han har 
også undervist i portugisisk ved BYU's missionær sprogtræningsprogram. I 
øjeblikket er han rådgiver i Genealogisk Forening og hjemmelærer ved BYU 
38. Ward, BYU 3. Stav. 



247 



Mit åg er 
gavnligt og min byrde er let 



„Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af 

byrder, 

og jeg vil give jer hvile. 

Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og 

ydmyg 

af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. 

Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let." 

(Matt. 1 1 :82-30) 

Fra bredden af den østlige del af Middelhavet lyder ned 

gennem århundrederne denne hjertelige indbydelse fra 

vor Frelser. 

Når Jesus besteg Galilæas nøgne bjerge eller betrådte 

Judæas støvede landeveje, mødte Han fattigdom, sygdom 

og elendighed af enhver art. Han traf på den angrende og 

på den ikke-angrende synder. Han så de lidende. Og ud 

fra disse oplevelser og Hans umådelige forståelse for 

menneskene lød Hans kærlige anmodning: „Kom hid til 

mig." 

1 1830 erklærede profeten Joseph Smith, at Gud er den 

samme uforanderlige Gud . . ." (L&P 20:17), og derfor er 
det ingen overraskelse, at seksten Hjælpeforenings-søstre 
den 28. juli 1843 blev udtaget „til at opsøge de fattige og 
lidende ... til at lindre alles nød." (National Woman's Re- 
lief Society . . . Historial Sketch, Amy Brown Lyman, p. 29) 
Seksten i en verden af millioner! Men der skulle jo gøres 
en begyndelse. I 1843 seksten, i dag godt og vel 100.000; 
i morgen 200.000; i overmorgen 2 millioner. 
For nogle få uger siden traf jeg en af mine meget gode 
venner. Hun har været aktiv i Hjælpeforeningen i mange 
år. Jeg holdt så meget af hende og var henrykt over at se 
hende. Jeg ville gerne vide en hel masse om hende og 
spurgte blandt andet, hvad hun bestilte i Kirken for tiden. 
Der blev en bemærkelsesværdig pause, og så svarede hun: 
„Åh, jeg er bare kredslærerinde." 

Bare kredslærerinde! Da vi skiltes, gav jeg mig til at spe- 
kulere på, hvad hun ville føle, hvis Frelseren var til stede 
ved næste kredslærerindemøde og sagde til hende: „Jeg 
ønsker dig som min udsending. Jeg vil gerne have dig til 
at fortælle alle kvinderne i din kreds, at jeg elsker dem, og 
at jeg er interesseret i, hvorledes de og deres familier 
har det. Jeg ønsker, du skal være min hjælper, du skal våge 
over disse søste og tage dig af dem, således at alt vil 
være vel i mit rige." 



Af ALICE C. SMITH 



Medlem af Hjælpeforeningens 
Generalbestyrelse (Tale ved 
funktionærmødet under 
Hjælpeforeningens årlige 
Generalkonference, 
1. oktober 1969) 




Hvis vi mødtes efter sådant et møde, mon hendes svar så 
ville lyde anderledes? Har ikke Frelseren kaldet hende 
gennem sit Præstedømme lige så sikkert, som hvis Han 
selv stod ved siden af hende? Mon vore kredslærerinder 
regner kredsarbejdet for et træls stykke arbejde eller be- 
tragter de det som en stor, åndelig velsignelse og en be- 
gunstigelse, deres Frelser har givet dem? 
Kredslærerinden har altså fået den store opgave tildelt at 
opsøge dem, som er i nød. Desuden fortæller hun - alene 
ved sit besøg - at der er nogen, der tænker på dem, og at 
Gud tænker på dem. 

Kredslærerinden bør være alles bedste ven i sin kreds. 
Nej, jeg mener ikke den mest fortrolige ven, men den 
bedste ven. 

Jeg håber, at alle her har en „bedste ven", for så forstår 
I, hvad jeg mener. Hvad er en „bedste ven"? En "bedste 
ven" er en, man kan betro sine hemmeligheder og vide, 
at der er de sikre. Det er en, som lytter, og som gerne vil 
lytte. Det er en, som er interesseret i alt, hvad der hænder 
hendes ven. Det er en, som altid hjælper, når der er behov 
for hjælp. 

Når jeg går ud og lukker op og ser min bedste ven stå 
der, varmer det mig i hjertet. Jeg kan ikke hurtigt nok få 
hende indenfor. Jeg er henrykt for at se hende. Jeg elsker 
hende lige så meget, som jeg ved, hun elsker mig. 
Kredslærerinden bør vække sådan en genklang hos alle 
dem, hun våger over. Hun er ikke blot en - hun bør i hvert 
fald ikke være det -, der kommer farende den sidste dag i 



248 



måneden og siger: „Jeg har lige to minutter, jeg ved, du 
har læst budskabet, du kender det meget bedre end jeg, 
og desuden trænger du slet ikke til at høre det. Hvordan 
har du det? Vi ses i Hjælpeforeningen på tirsdag!" Kreds- 
lærerinden bør efterlade en atmosfære af kærlighed, der 
velsigner både den pågældende søster og hendes hjem. 
Igen: hun er ikke den mest intime ven, men hun bør være 
den bedste. 

For nogle år siden standsede min kredslærerinde mig, da 
jeg var på vej ud fra Kirken. „Alice", sagde hun, „du har 
alt, hvad du har brug for; gid der var noget, jeg kunne gøre 
for dig." 

„Jamen kære, du gør da noget for mig hver eneste måned", 
svarede jeg. „Du bringer mig et budskab om kærlighed. 
Jeg oplives og styrkes ved din interesse for mig og min 
familie." Men det var, ligesom hun ikke var helt tilfreds 
med den besked. 

To timer efter kom hun hen til mig med et frisk hjemme- 
bagt brød. „Da jeg gik fra dig i dag", sagde hun, „kom 
jeg i tanker om, at du engang sagde til mig, at dit uni- 
versitetsarbejde holdt dig så travlt beskæftiget, så du 
aldrig kunne få tid til at bage et brød. Så der var da noget, 
jeg kunne gøre for dig." 

For fem år siden kom vi hjem efter tre års fravær. Vi var 
trætte efter en lang udenlandsrejse. Vi havde endnu ikke 
haft tid til at gå ud og købe ind. Tyve minutter efter, at vi 
havde lukket os ind, lød der en banken på døren, og der 
stod den samme kredslærerinde (nu forlængst afløst) med 
et friskbagt brød og et glas stikkelsbærsyltetøj; hendes 
forklaring lød, at hun havde set os køre forbi, netop som 
hun skulle til at tage sine brød ud af ovnen. 
Jeg elsker Hjælpeforeningens emblem med dens motto: 
„Kærligheden ophører aldrig", men mit eget private em- 
blem for kredsarbejdet vil altid være et hjemmebagt brød. 
Vi skal „lindre alles nød". I vor forvirrede og komplicerede 
verden findes der ligesom på Jesu tid ensomhed, fortviv- 
lelse, synd, sorg og lidelse. Vi ved ikke, hvornår vi finder 
disse begreber i vore venners hjem; derfor må vi være 
beredte. 

Kærlighed er en livsfilosofi. Darlene, ung, smuk, charme- 
rende, moder til en lille baby, blev offer for en stærkt ud- 
viklet sclerose. Sygdommen udviklede sig hurtigt, så hun 
til sidst ikke engang kunne tage sig af den lille. Det var på 
dette tidspunkt, hun fik besøg af to kærlige kredslærer- 
inder. „Gyd olie og vin i de lidendes sår", formanede pro- 
feten Joseph Smith. De fortsatte med at besøge og hjælpe. 
Darlenes andre venner, som i begyndelsen viste hende så 
megen opmærksomhed, besøgte hende mere og mere 
sjældent, som årene gik. Hendes mand forlod hende. Dar- 
lene græd bitterligt. Hun mødte tilbud om hjælp med vrede, 
ligefrem fjendtlige ord. Hvorfor skulle hun ligge der i sen- 
gen, hjælpeløs, medens andre rejste, arbejdede og legede, 
som de havde lyst til? Hvorfor skulle hun ligge i sengen 
og blive svagere og svagere? Hun gik helt over gevind på 
grund af sin skæbne med det resultat, at hendes venner 
holdt op med at besøge hende. 

En af kredslærerinderne flyttede fra grenen, den anden 
blev afløst, men hendes kærlighed standsede ikke. I åre- 



nes løb besøgte hun tit Darlene og tilbød hende sin hjælp. 
Hun overhørte Darlenes vrede, uoverlagte ord; selv om de 
var rettet direkte mod hende, svigtede hun ikke den, der 
var syg og lidende. 

Darlenes familie flyttede for nylig til Utah, og hun, som 
stadig var sengeliggende og endnu ikke fyldt 40 år, måtte 
flytte med. Var det så slut med den gamle kredslærerindes 
omsorg? Nej! En rigstelefonsamtale til et af kredslærerin- 
dernes familiemedlemmer i Utah lød: „Gør mig den tje- 
neste at gå hen og se til Darlene. Sig til hende, at jeg 
tænker på hende, og at jeg elsker hende. Vær sød og gå 
derhen så ofte du kan." . 

Kærlighed er en livsfilosofi. Hjælp i årevis betyder ikke 
noget for en kredslærerinde, som er „den bedste ven" - 
heller ikke afstanden. Kredslærerindens budskaber er vig- 
tige. De regler, der styrer vort kredsarbejde er vigtige, 
men over dem alle - og som langt vigtigere - står det 
forstående, interesserede og elskende hjerte. 
Aldrig før har kredslærerinderne været så tiltrængt som 
nu. Kredslærerinden vil måske aldrig træffe på en Darlene, 
men hver eneste måned finder hun nogle, som trænger 
til kærlighed og anerkendelse. Ensomheden er en plage i 
vor verden. Ensomheden sætter sit præg på manges an- 
sigter. Måske aner vi ikke, at den er der - men det er tit 
tilfældet. 

Kirkens medlemsantal øges hvert år, og efterhånden som 
det stiger, bliver behovet for kredslærerinder større. Hvor- 
ledes ser fremtiden ud for dem? De vil komme til at kæmpe 
mod den ensomhed, som plager vor verden, og mod uper- 
sonligheden ved de store byer. De vil tage sig af den 
fremmede, enken, den forældreløse, den sårede og den 
lidende. De vil tage sig af alle søstre med kærlig, interes- 
seret omhu. Der vil blive brug for dem, ligesom der var 
brug for min bedstemoder, da hun i stormfulde nætter for- 
lod sin varme pionerseng for at køre milevis med et lille 
enspænder køretøj for at imødekomme et nødråb. Ligesom 
min moder under depressionen fandt den hungrende, så- 
ledes vil også de komme til at finde dem. De vil ligesom 
min krecfslærerinde bringe mennesker kærlighed og hjem- 
mebagt brød. De vil lindre den fysiske, følelsemæssige og 
mentale lidelse. De vil hjælpe synderen og trøste den 
sørgende. De vil bringe et budskab om Evangeliets kær- 
lighed til alle søstrene hver måned. Efterhånden som 
deres hjertevarme, blide omsorg breder sit net omkring 
vor jord, vil de blive et banner for folkene. 
„Kom hid ti! mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder 
og jeg vil give jer hvile. 

Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og 
ydmyg af hjertet; 

så skal I finde hvile for jeres sjæle. 
Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let." 
(Matt. 11:28-30) 

Gud velsigne kredslærerinderne; thi når alle arbejder sam- 
men, er åget gavnligt og byrden let. 

Derpå skal alle mennesker kende, at vi er vor Herres 
disciple: hvis vi har kærlighed til hverandre. Må det altid 
være således, beder jeg i vor kærlige Frelser, Jesu Kristi 
navn. Amen. 



249 







* Joanne Bushman Doxey er moder til otte børn, er stavs-lærerinstruktør i 
Primary. Hun har også komponeret og skrevet mange børnesange og børne- 
fortællinger og har tjent i mange af Kirkens organisationer. Hendes mand 
er David W. Doxey, og familien bor i Monument Parks ottende ward, Utah. 



„Ding, dong!" Lyden af dørklokken fik alle børnene til at 
fare larmende ud til hoveddøren på denne varme sommer- 
aften i Arizona. David, der var den ældste, var heldig at 
få fat i håndtaget først og rev døren op. Til alles glæde 
stod der en tallerken småkager og vaklede på dørtrinet, 
hvor den var blevet efterladt i en fart. Derefter fulgte der 
nogle overraskede og ophidsede hyl. Børnene læste det 
vedhæftede vers højt: 

„Vi håber, at dette traktement på denne familieaften 
vil hjælpe med til at få tingene til at gå godt; 
Vi vil dele dette traktement med vore kære venner, . 
men I vil aldrig finde ud af, hvem vi er. 

Skyggefamilien 
Da vi havde overvundet choket, havde skyggefamilien 
naturligvis taget flugten uden at efterlade sig spor med 
hensyn til personer, bilmærke eller flugtretning. Det er ikke 
nødvendigt at fortælle, at vi havde en ganske særlig fami- 
lieaften den aften med ekstra forfriskninger og frem for 



alt med en følelse af, at nogen anerkendte os varmt. Da vi 
stadig ikke vidste, hvem disse „nogen" var, blev vore fire 
drenges nysgerrighed travlt beskæftiget. 

Hemmelige kærlighedsærinder 

Næste dag til Primary og gennem hele ugen udførte de 
deres detektivarbejde - udspurgte venner, indsamlede 
spor med naboernes hjælp og opstillede kendsgerninger. 
Næste søndag under nadvermødet fortalte en anden fa- 
milie om en kage, der anonymt var blevet stillet på deres 
dørtrin. Hvor det havde overrasket og glædet familien, som 
havde haft nogle middagsgæster fra øststaterne! Snart 
sammenlignede wardets medlemmer deres iagttagelser og 
„anklagede" hinanden for disse hemmelige kærligheds- 
ærinder. 

Efter den tid begyndte mange familier at forberede og ud- 
veksle anonyme traktementerved næsten enhver lejlighed. 
De bemærkninger, der ledsagede gaverne varierede fra 



250 



„Vi kan godt lide jer og er glade for, at I er i vort ward" 
til „Tak, fordi I skænker så megen tid til Herrens arbejde." 
Andre anledninger, så som en tale eller lektie, der var 
blevet givet godt, udløste ofte handling, eller en forfrisk- 
ning blev bragt blot som en anerkendende gestus for en 
eller andens stadige gode eksempel. Mange modtog, 
mange gav, mange undrede sig. 

Eftersom familievognen var det vigtigste transportmiddel 
mellem medlemmernes hjem (vort wards udstrækning var 
temmelig stor), blev bilen af primær betydning i vor liste 
over spor. Børnene prøvede at erindre sig eller foretog 
sommetider notater angående mærke, model, farve og 
nummer på de biler, der holdt på Kirkens parkeringsplads. 
På denne måde var det let at identificere en „flugtbilist", 
selv om man kun fik set een skærm. Modsat måtte der 
lægges en hel slagplan, når det var vores tur til at skynde 
os bort efter at have efterladt en forfriskning. Den uvished, 
spænding og munterhed, der ledsagede en sådan mission, 
var langt mere spændende end en spionfilm i TV. Somme- 
tider krydsede vor vej andre familier i wardet, der var ude 
i lignende forehavender, når vi skyndte os af sted for at 
udføre vore „hemmelige gerninger", hvilket blot forøgede 
vor fornøjelse. 

Nogle, som ikke havde meget at undvære, gav også noget, 
og således udvidede de den første tanke om at være be- 
tænksom til den velsignelse, det er at yde et offer. Når 
man fortæller om disse strålende dage, hvor vi havde 
denne fornøjelige, kærlige og anerkendende omgang med 
vore venner, er det vanskeligt at måle den gode indfly- 
delse, det havde på vore børn. De havde fra førstehånd 
haft en belærende oplevelse. Det havde været virkeligt og 
levende og derfor meningsfuldt. 

De små udfører små opgaver 

Der er gået fire eller fem år siden den første oplevelse 
med skyggefamilien, men når som helst den omtales, lyser 
børnene stadig op og reagerer begejstret. Nu ønsker de 
ældre, som havde del i denne oplevelse at anspore de 
yngre til nye aktiviteter. Det er spændende for alle, og 
bestræbelserne bliver altid belønnet rigt med en følelse af 
glæde. 

Selv børn, som er under den skolepligtige alder, bliver 
tilfredsstillet ved at kunne udtrykke sig gennem små op- 
gaver. De kan sættes til at sætte mandler på småkager, 
klæbe en indpakning til med tape, smøre en gryde, så den 
er klar til at lave pop-corn i o.s.v. Disse aktiviteter gør 
hver enkelts del i familiens oplevelse mere virkelig. En 
anden opgave, som de tre-fire-årige nyder at blive valgt 
til, er at løbe sammen med den hurtigste løber til og fra 
døren, hvor gaven skal afleveres. Det er overraskende, 
hvor hurtigt et lille barn kan løbe, når det holder store- 
brors hånd! 

Hvorledes kærlighedens Evangelium virker 

Vor himmelske Fader ønsker, at vi skal hjælpe Ham. Han 
ønsker, at forældrene skal lære deres børn værdifulde be- 
greber, som kan hjælpe dem til at forstå og efterleve 
Evangeliet. 



Han ønsker, at børnene skal hjælpe deres forældre med at 

deltage i familiens aktiviteter. Han ønsker, at forældrene 

og børnene skal hjælpe andre, så at alle kan forstå og 

påskønne, hvordan kærlighedens Evangelium virker. Når 

man fortæller dette for børnene, kan et enkelt diagram 

være til hjælp: 

Forældre 

hjælper 

børn 

Børn 

hjælper 

forældre 

hjælper andre 
„. . . Menneskene er til for at kunne nyde glæde." (2. Ne- 
phi2:25) 

„. . . Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, 
har I gjort imod mig." (Mattæus 25:40) 
Disse skriftsteder er abstrakte begreber for børn, indtil de 
har set disse evangeliske sandheder ført ud i praksis og 
erfaret dem i deres eget liv. 

Hvis vi kendte dem, ville vi takke den oprindelige „Skyg- 
gefamilie" for at have lært os en god lektie. O 



Cindy Doxey (4 år) og Christie (2 år) lærer at dele med 
andre ved at få lov til at hjælpe med bagningen af lække- 
rier og hemmelige gaver til andre familier. 




251 



Fra Missionens 




Præsidentskab 



Den 15. i denne måned for et år siden kom søster 
Pehrson og jeg til dette vidunderlige lille land, Dan- 
mark. 

Vi var nye og næsten fremmede for landet ■ — vi talte 
begge to meget lidt dansk, men var villige til at gøre 
vort bedste. 

I har været så venlige imod os — I har givet os jeres 
støtte og jeres kærlighed, og vi har lært at elske jer, 
og efterhånden som vi kom til at lære jer bedre at 
kende, er vi så taknemmelige for jeres retfærdige og 
hengivne liv. 

Vi vil især gerne takke medlemmerne i de små byer 
over hele landet uden for København, og når vi 
træffer jer ved jeres grens- og distriktskonferencer, 
varmer I vore hjerter med tro og hengivenhed. Her- 
ren glæder sig over jer og jeres familier. 
Nu går vi ind i vort andet år. Fremtiden ser strålende 
ud, de Hellige er forenede, jeres ånd er stærk, jeres 
vidnesbyrd er vidunderlige. Bliv ved at leve efter 
Evangeliet, så vil I være lykkelige. 
Søster Pehrson og jeg spekulerer nu på, hvordan vi 
kunne tjene jer bedre. Vi vil så gerne lade jer vide, 
at vi elsker jer. Vi vil gerne have, at I skal vide, at I er 
os lige så nær som den nærmeste telefon. I er vel- 
komne til at kigge ind i missionshjemmet og hilse 
på os, I vil altid finde en venligt udstrakt hånd til at 
byde jer velkommen. 

Vi har ganske vist altid travlt, men de samtaler vi har 
haft med jer, hjerte til hjerte og sjæl til sjæl, har 
været store åndelige oplevelser for os. 



Forstår I, et af de største ord i det danske sprog er 
Søskende — tænk over det; det betyder, at vi alle 
er brødre og søstre i Evangeliet; det betyder, at vi 
alle bør regne med hinanden; det betyder, at vi alle 
bør drage omsorg for hinanden; det betyder, at vi 
alle bør støtte hinanden; det betyder, at vi alle bør 
elske hinanden. Det betyder, at vi ikke bør sige falsk 
vidnesbyrd om hinanden — men være eet i Kristus. 
Vi bør bede for hinanden. Hvis vi alle gør dette, vil 
vi ikke finde fejl hos hinanden, eller mundhugges, og 
Danmark ville være himlen på jorden for de Hellige. 
Nuvel, vi vil holde øjnene åbne for jeres behov. Vi 
håber, at vi kan besøge endnu mange af jer her i 
efteråret — synge sammen med jer — lære af jer — 
bede med jer — diskutere jeres håb, jeres frygt, 
jeres fremgang og jeres problemer — føle hvor 
vidunderligt det er at være søskende. 
Lad os få dette ord til at betyde noget stort i Dan- 
mark. 

Endnu et år ligger foran os. Den 1 . september begyn- 
der et nyt år i Kirken, lad os fastsætte vort mål, lad 
os holde vore standarder højt, lad os elske og tjene 
hinanden, fordi vi ved at tjene hinanden bliver 
søskende. 
Tak for et stort og vidunderligt, sjæls-tilfredsstillende 

o 

ar. 



Broder og søster 
Paul L. Pehrson 



252 



Forårskonference i Fyn-Jyllands Distrikt 



I dagene 9. og 10. maj afholdt Fyn-Jyllands 
Distrikt forårskonference i Odense Grens 
kirkebygning. 

Konferencen indledtes lørdag kl. 15.00 
rned et møde for alle med 1 interesse for 
genealogi. Kvorumspræsident Andreas 
Sølbæk talte om det genealogiske arbej- 
des åndelige betydning, broder Frode 
Bernskov, formand for Genealogisk Ho- 
vedbestyrelse, instruerede om ændringer 
i proceduren ved udfyldelse og indsen- 
delse af de nye individuelle skemaer, og 
til sidst besvarede søster Mary Kaiser 
spørgsmål om genealogiske problemer. 
Mødet havde samlet ialt 42. 
Klokken 16.30 var der et møde for ske- 
maundersøgere, hvor man bl.a. talte om 
skemaets vej fra medlemmet til Genealo- 
gisk Hovedbestyrelse, om kilders gyldig- 
hed og om skemaundersøgernes opgaver. 
Samtidig med dette møde var der dan- 
seøvelse for de unge, der skal deltage i 
opvisningsdansene ved Festinord. 
Lørdag aften fra kl. 1 9.30 afviklede G.U.F.s 
distriktsbestyrelse et variety-show, hvor 
såvel unge som ældre fra alle distriktets 
grene viste deres mangfoldige talenter. 
Efter det lange og vellykkede program var 
der dans, og Hjælpeforeningens distrikts- 
bestyrelse serverede forfriskninger. Til- 
stede ca. 200. 

Søndagens første møder var et møde for 
alle kvinder, ledet af Hjælpeforeningens 
distriktsbestyrelse, og Præstedømmets 
møde; begge møder begyndte kl. 8.30. 
Ved Præstedømmets møde var hovedem- 
net Kirkens historie. Brødrene hørte ta- 
ler af Niels Ove Andersen, Odense, di- 
striktspræsident Knud B. Andersen, kvo- 
rumspræsident Andreas Sølbæk, og af 
præsident Verner Buur og missionspræ- 
sident Paul L. Pehrson, der begge be- 
skæftigede sig med emnet: „Moders 
Dag." Afvekslende med talerne sang en 
udvidet kvartet to sange. Der var 78 til- 
stede. 
I kvindernes møde lyttede man først til 



søster Sonja Jensen, der talte om kvin- 
dernes kår i Kirkens første tid. Derpå 
fremførte søstre fra Odense et lille skue- 
spil, der omhandlede Hjælpeforeningens 
opgaver, i særlig grad barmhjertigheds- 
gerninger og godgørenhed. Til sidst talte 
søster Ruth Pehrson. Der var ca. 50 
tilstede. 

Formiddagsmødet, som begyndte kl. 
10.00, havde samlet ialt 232. Der blev op- 
retholdt hele seks brødre til forfrem- 
melse til ældster, og de hidtidige di- 
striktsbestyrelser i G.U.F. blev afløst, og 
nye trådte til. Talerne ved mødet var præ- 
sident Karl Blohm fra distriktspræsidents- 
kabet, broder Frode Bernskov, søster 
Anni Ringheim, G.U.F.s Hovedbestyrelse, 
distriktspræsident Knud B. Andersen og 
præsident Verner Buur. Imellem talerne 
sang en herrekvartet to sange, og broder 
Orla Knudsen fra Odense spillede en vio- 
linsolo. Ved slutningen af mødet sang et 
børnekor „Kære mor, jeg elsker dig 
der uddeltes røde roser til alle mødre i 
salen, og sluttelig talte missionspræsident 
Paul L. Pehrson. 

Eftermiddagsmødet begyndte kl. 14.00. 
Talerne ved mødet var præsident Hans 
Otto Nielsen fra distriktspræsidentska- 
bet, broder Karl Ove Nielsen, der re- 
præsenterede den afgåede distriktsbe- 
styrelse, og Bent Bisgaard og Grethe 
Lundbæk, der repræsenterede den nye 
bestyrelse for G.U.F. En ungdomsmissio- 
nær, Erik Kjærgaard, Esbjerg, var næste 
taler. Man lyttede til vidnesbyrd fra to af 
de nye ældster, Bent Jensen, Esbjerg, og 
Peter Christensen, Haderslev, samt fra 
søster Irene Andersen, søster Ruth Pehr- 
son og søster Evelyn Buur, hvorefter tiden 
blev overgivet til missionspræsidenten. 
Afvekslende med talerne hørte man en 
duet og en dobbeltkvartet fra Odense 
Gren, samt en violinsolo ved broder Orla 
Knudsen, Odense. Der var ialt 192 til- 
stede ved eftermiddagsmødet. 

H. O. N. 



1. udgave af Mormons Bog 



Har du en Mormons Bog, 1. udgave fra 1851, eller kender du nogen, som har en? I så 
fald bedes du sætte dig i forbindelse med missionspræsident Paul L. Pehrson, som 
er meget interesseret i at skaffe sig en og vil betale en god pris for den. 
Skriv til Missionspræsident Paul L. Pehrson, Dalgas Boulevard 164, 2000 København F. 



Ordinationer 

Silkeborg: 

26. april: 

Bjarna Bidstrup ordineret til præst af 
broder Dieter Hansen. 
Fredericia: 
26. april: 

Johan Christensen ordineret til diakon af 
broder Peter Christensen. 
10. maj: 

Peter Christensen ordineret til ældste af 
missionspræsident Paul L. Pehrson. 
Odense: 
10. maj: 

Lars Hornemann ordineret til ældste af 
missionspræsident Paul L. Pehrson. 
24. maj: 

Arne Jensen ordineret til diakon af bro- 
der Ole køster. 

Keld Jensen ordineret til diakon af broder 
Franz Knudsen. 
Esbjerg: 
10. maj: 

Niels Nielsen ordineret til ældste af mis- 
sionspræsident Paul L. Pehrson. 
Bent Jensen ordineret til ældste af mis- 
sionspræsident Paul L. Pehrson. 
Aarhus: 
10. maj: 

John Christensen ordineret til ældste af 
missionspræsident Paul L. Pehrson. 
Palle Sørensen ordineret til ældste af 
ældste Thorvald Jensen. 

Velsignelser: 
København Gren: 

7. september 1968: 

Johan Stenholm Koch og Lisa Karlebo 
Kochs søn, Peter Stenholm Koch, vel- 
signet af ældste Kim Lundeen. 

4. april 1970: 

Johan Stenholm Koch og Lisa Karlebo 
Kochs søn, Søren Stenholm Koch, vel- 
signet af sin fader. 
3. maj: 

Jørgen Clausen og Birte Bisbjerg Clau- 
sens datter, Annemette Christine Clau- 
sen, velsignet af broder Kaj Krammer. 
Esbjerg: 

7. december 1969: 

Knud-Erik Øgaard og Inger Johnsen 
Øgaards søn, Kim Øgaard, velsignet af 
sin fader. 
Odense: 

5. april 1970: 

Hans Otto Nielsen og Georgia Elmer 
Nielsens datter, Ingelise Nielsen, vel- 
signet af sin fader. 

Dødsfald: 
København Gren: 

Den 2. februar døde broder Carl Alfred 
Jensen, 91 år gammel. Æret være broder 
Jensens minde! 



253 



Forårskonferencen i København Distrikt 



Konferencen afholdtes den 16. og 17. maj 
i kirken på Maglegårds allé og blev ledet 
af præsident Benny Linden fra missions- 
præsidentskabet og præsident Svend 
Aage Sønderby fra distriktspræsidentska- 
bet under præsidium af missionspræsi- 
dent Paul L. Pehrson. 
Der indledtes om lørdagen med folke- 
danseøvelse fra kl. 14.30 til 16.30. 
Kl. 16.00-16.30 var der et møde for ske- 
maundersøgere og umiddelbart derefter 
et genealogisk lederskabsmøde, hvor for- 
manden for Genealogisk Hovedbestyrel- 
se, broder Frode Bemskov, gjorde rede 
for de nye regler for skemaudfyldning og 
indsendelse, og søster Mary Kaiser be- 
svarede genealogiske spørgsmål. Der var 
45 tilstede. 

Kl. 18 var der møde for Præstedømmet, 
hvor hovedemnet var: „Sæt dit hus i or- 
den". Der var taler af forskellige brødre, 
og til slut talte missionspræsident Paul 
L. Pehrson, der første kaldte tre danske 
brødre og en broder fra Malmo op efter 
tur for at sige et par ord. Der var ialt 127 
tilstede. 

Samtidig var der møde for alle kvinder. 
Kl. 19.30 var der underholdning: Variety 
Show, opført af G.U.F., samt folkedans. 
Der var servering af forfriskninger og 
bazar ved distriktets Hjælpeforeninger, 
og aftenen sluttede med dans til kl. 23.00. 
Søndagen begyndte med et møde kl. 
10.00, ledet af præsident Benny Linden. 
Anden rådgiver i missionspræsidentska- 
bet, præsident Verner Buur, blev afløst 
på grund af sin hustrus sygdom. 
Der blev indsat et nyt distriktspræsident- 
skab: Præsident Arne Jacobsen, Nord- 
sjælland, samt rådgiverne Svend Aage 
Sønderby og John Helge Benthin. 
Efter nogle sange ved Ungdomskoret talte 
først broder John Helge Benthin om kær- 
lighed som et eksempel og om vor hand- 
lefrihed. 

Derefter talte søster Henny Rasmussen, 
som bl. a. sagde, at målet for alle orga- 
nisationer i Kirken er at hjælpe alle til 
et vidnesbyrd om Kirkens sandhed - at 
hjælpe og vejlede de unge. 
Efter en sang ved søster Gertie Ander- 
sen, „Mon hjemme i dalen jeg savnes", 
blev broder Jørgen Schmidt kaldt op for 
at bære sit vidnesbyrd, hvorefter der var 
taler af søster Marianne Christensen og 
broder Helge Nørrung, begge København 
Gren. 

Ungdomskoret sang endnu en sang, 
hvorefter broder Jørgen Ringheim fra 



G.U.F.s Hovedbestyrelse talte om pin- 
sens betydning - at mennesket er her på 
jorden for at kunne nyde glæde, og her er 
G.U.F. et eksempel for de unge men- 
nesker. 

Broder Henri Olsen, Amager Gren, sang 
„O, bliv hos mig", og sidste taler var bro- 
der Preben Devantier Jensen, der gav et 
brændende vidnesbyrd om sin omven- 
delse til Kirken. 

Mødet sluttede med sangen „Hav tak for 
Profeten du sendte" og bøn ved broder 
Knud Edsberg. Der var 525 tilstede. 
Efter mødet var der spisning, arrangeret 
af distriktets G.U.F., hvorefter eftermid- 
dagsmødet begyndte kl. 14.00 under le- 
delse af præsident Svend Aage Søn- 
derby. 

Efter indledende sang og bøn talte broder 
Svend Aage Sønderby om genealogi, og 
Danmarks Mormonkorsang „De forløstes 
sang". 

Broder Verner Korsgaard talte og takke- 
de for den tid han havde været i distrikts- 
præsidentskabet, og talte om konferen- 
cens motto: Sæt dit hus i stand. 
Efter et musikstykke ved søster Inger 
Rasmussen og broder Erik Andersen talte 
broder Frode Bernskov om genealogi - 
at vi en dag skal gøre rede for vort slægt- 
skab, og sluttede med at vi bør bevare 
det danske sprog i vore sange. 
Danmarks Mormonkor sang, og søster 
Rebecca Schmidt, Nordsjælland, bar sit 
vidnesbyrd og talte om bønnens magt. 
Efter vidnesbyrd ved broder Karl Røn- 
holdt Madsen, Rønne, og en sang ved 
søster Gertie Andersen talte den nye 
distriktspræsident, broder Arne Jacobsen, 
og efter en fællessang og endnu en sang 
af Danmarks Mormonkor talte præsident 
Benny Linden om fællesskabets betyd- 
ning i Kirken, om arbejdet for Herrens sag 
i Danmark og om, at man altid bør være 
forberedt, når nogen stiller spørgsmål om 
det sande Evangelium. 
Missionspræsident Paul L. Pehrson kald- 
te nogle brødre op for at sige nogle få 
ord, hvorefter han selv talte. Han sagde 
bl.a. at den største mand i missionen er 
grenspræsidenten - vi skal sætte vort hus 
i orden - vort eget hus er det største - 
det største princip er kærlighed, og den 
største ting i verden er ægteskabet. 
Efter en sang ved Danmarks Mormonkor 
og en fællessang sluttede broder Bent 
Lindhardt med bøn. 

Der var 445 tilstede ved eftermiddags- 
mødet. 



Under konferencen havde Distributions 
Centret en udstilling af deres bøger, 
grammofonplader og andet materiale; der 
var meget stor interesse for udstillingen 
og et helt overvældende salg. 

P. H. 



Fødselsdage: 

Vi siger til lykke til følgende søskende: 

Adolf Nielsen, Vadholm 5, København 

Nordre Gren, 70 år den 4. september. 

Ellen Emilie Hansen, Emdrup Banke 43, 

København Nordre Gren, 65 år den 5. 

september. 

Sigrid Johanne Petersen, Roskilde, 85 år 

den 6. september. 

Kristine Jensine Iversen, Aalborg, 75 år 

den 7. september. 

Sophie Vilhelmine Andersen, Laur, Sø- 

rensensvej 13, I, København Gren, 70 år 

den 9. september. 

Stella Gertrude Mogensen, Aarhus, 75 år 

den 1 1. september. 

Kirstine Jensen, Aalborg, 60 år den 12. 

september. 

Nielsine Hansen, Amager, 75 år den 15. 

september. 

Anna Kristine Hermann, Amager, 80 år 

den 18. september. 

Asta Olsen, Bøgevang 39, Virum, 75 år 

den 29. september. 

Shermanna Kristine Olsen, Randers, 70 

år den 30. september. 



Missionærafløsning: 

Den 31. maj er ældste Richardt Andersen, 

Esbjerg, blevet hæderlig afløst fra sit 
arbejde i den danske mission, efter sidst 
at have arbejdet i Aalborg. 
Den 6. juni er ældste Ivan E. Jensen fra 
Seattle, Washington, blevet hæderlig af- 
løst fra sit arbejde i den danske mission 
efter sidst at have arbejdet i Ballerup. 



Bryllup i Amerika: 

Tidligere missionær i den danske mis- 
sion, David Edward Nielsen, viedes den 
4. juni i Los Angeles Templet til Faye 
Ann Brough. Stjernen ønsker hjertelig til 
lykke! 



254 



Dåb: 

Horsens: 

16. maj: 

Kim Rosenkilde, døbt af broder Ebbe 
Rosenkilde, håndspålæggelse ved sam- 
me. 

Amager: 
28. marts: 

Lea Eliasen, døbt af broder Flemming 
Eliasen, håndspålæggelse ved samme. 
København Gren: 
9. maj: 

Erik Jakobsen, døbt af ældste Perry Haw- 
kins, håndspålæggelse ved ældste Craig 
Larson. 

Birthe Jakobsen, døbt af ældste Ray 
Christensen, håndspålæggelse ved bro- 
der Ib Hansen. 

Erik Jakobsen Jr., døbt af ældste Perry 
Hawkins, håndspålæggelse ved ældste 
Craig Lassen. 

Lars Jakobsen, døbt af ældste Ray Chri- 
stensen, håndspålæggelse ved ældste 
Tom Hughes. 
23. maj: 

Lisbeth Olsen, døbt af ældste Michael 
Patterson, håndspålæggelse ved ældste 
Richard Olsen. 
30. maj: 

Lise Nielsen, døbt af ældste Leland J. 
Rasmussen, håndspålæggelse ved sam- 
me. 

Per Rasmussen, døbt af ældste Richard 
Sorenson, håndspålæggelse ved ældste 
Darryl Jenkins. 

Kjell Ole Dam, døbt af ældste Darryl Jen- 
kins, håndspålæggelse ved ældste Ri- 
chard Sorenson. 
Horsens: 
16. maj: 

Edith Pedersen, døbt af broder Ebbe Ro- 
senkilde, håndspålæggelse ved samme. 
Aarhus: 
9. maj: 

Finn Holst, døbt af broder Palle Søren- 
sen, håndspålæggelse ved ældste Ste- 
ven Rallison. 
Odense: 
22. maj: 

Jonna Hasseldam, døbt af ældste David 
Bird, håndspålæggelse ved ældste Tom 
Burt. 

Karen Lund, døbt af ældste Tom Burt, 
håndspålæggelse ved ældste David Bird. 
Nordsjælland Gren: 
9. maj: 

Lone Nilsson, døbt af ældste John Lowry, 
håndspålæggelse ved ældste Doug An- 
dersen. 

Centrum Sjælland Gren: 
30. maj: 

Lene Møller, døbt af ældste Craig Larsen, 
håndspålæggelse ved samme. 



Har De gamle numre af „Stjernen" 
liggende? 

Da kast dem ikke bort, men send dem 
til DEN DANSKE STJERNE, Dalgas Bou- 
levard 164, 2000 København F. Vi mang- 
ler enkelte numre og hele årgange af 
Stjernen i det lille format (før 1963) til 
indbinding, og vil være taknemmelige for 
at får tilsendt dem, når De finder dem ved 
oprydning i Deres gemmer. På forhånd 
tak! 



Nyt fra Amerika 

Fra Amerika har vi fået meddelelse om, 
at tidligere missionspræsident Levi B. 
Thorups søn, Jay Bryce Thorup, som 
mange søskende kender fra familiens op- 
hold i Danmark, har taget eksamen fra 
Brigham Young Universitetet i Provo, 
Utah. Søskende i Danmark ønsker hjer- 
telig til lykke! 



Tempelrejserne 

I dagene 7. til 10. juli 1970 deltog en stor 
gruppe, godt 100 voksne og 70 børn, i 
den første tempelrejse for de danske 
søskende. 

Det var en vidunderlig oplevelse at se, 
hvorledes alle, der deltog i sessionerne, 
trofast udførte det arbejde, der blev på- 
lagt dem, og indordnede sig under de 
nye regler, hvorefter der til sessionerne 
kun må være lige så mange søstre som 
brødre, fordi der igennem de mange fore- 
gående år har været flere søstre end 
brødre i templerne og derved er der ble- 
vet „underskud" af mandlige navne, som 
der gøres arbejde for. 
Det var lange, anstrengende, men dejlige 
dage vi tilbragte i templet, og der blev 
udført mere arbejde end vi nogensinde 
før har udført på en tempelrejse. Også 
de unge deltog i tempelarbejdet, idet en 
gruppe på ca. 20 børn og unge udførte 
stedfortrædende dåb for de døde. 
Under vort ophold i Schweiz havde vi 
også den traditionelle fest på camping- 
pladsen, hvori også deltog det nye tem- 
pelpræsidentpar, præsident og søster 
Grob, samt andre af templets personale. 
Vi morede os alle over den gode under- 
holdning, og bagefter havde vi lejlighed 
til at besøge de forskellige telte og dér 
nyde en forfriskning. For os, der ikke 
selv dyrker lejrlivet, var det interessant 
at se, hvorledes et telt virkelig kan om- 
dannes til et helt lille hjem, når blot man 
selv har den rette ånd med sig. 



Et trykt vidnesbyrd 

Et af den danske missions kendte med- 
lemmer, broder Knud Edsberg, har skre- 
vet en bog, „Jamen Gud er jo en mand", 
som er et brændende vidnesbyrd om hans 
omvendelse til Kirken, og som er højst 
anbefalelsesværdig. 

Bogen leveres fra Distributions Centret 
til Kirkens medlemmer til en særlig „mor- 
monpris", nemlig kr. 12.00 incl. noms, 
medens bogladeprisen ellers er kr. 18.00. 



Vi vil gerne herigennem sige en inderlig 
tak til alle de danske søskende, der så 
trofast mødte op hver dag i templet for 
at udføre dette vigtige arbejde, og som- 
metider først kom ud fra templet sent om 
aftenen, for at begynde næste dag igen 
klokken 7 om morgenen. Tak, allesammen! 
Benny Linden og Mary Kaiser 

Og hvad udførte vi så i templet? 

I de fire dage vi havde lejlighed til at 

gå i templet, blev der udført følgende 

ordinanser: 

Dåb (for de døde) 

Mandlige 849 

Kvindelige 586 

lait 1435 



Ordinationer 

Endowments 

Mandlige 
Kvindelige 

Endowments 

Mandlige 
Kvindelige 

Beseglinger 

Levende 
Døde 

Beseglinger 

Levende 
Døde 

lait ordinanser 



(Døde) 
(Levende) 



(Døde) 



474 

11 

16 
lait 27 

474 
322 

lait 796 



(Hustruer til mænd) 



lait 
(Børn til forældre) 



11 
53 
64 



19 
222 

lait 241 
3037 



Der er altid to, der vil vide besked . . . 

AF RICHARD L. EVANS 

„Da jeg forlod hjemmet for at gå i skole,,, sagde en tænksom søn, 
„sagde min far til mig: .Uanset hvad du tænker, eller hvad du gør, er 
der altid to, der vil vide besked - du og Faderen til os alle.'" Det 
lyder måske ikke så moderne, men det besvarer nogle spørgsmål. 
Selv om hele verden ikke ved det, selv om vor familie og venner ikke 
ved det, er der alligevel to, som vil vide det. Og selv om der kun var 
een - selv for dem, som ikke anerkender en evig beretning, en levende 
Gud og et personligt forhold til Ham, alligevel ved jeg - ved du - ved 
enhver det, som vedrører én selv. Nu med hensyn til spørgsmålene 
eller ét af dem i det mindste: Hvorfor er de mennesker, som bryder 
befalingerne eller ikke anerkender dem, som fjerner sig fra ærlighed, 
dyd, moral, som tilsidesætter hævdvundne standarder og regler, som 
gør lige det, de ønsker at gøre, antagelig - eller som i det mindste 
gør, som de påstår, at det behager dem - ja, hvis de lever akkurat 
ligesom de ønsker at leve, hvorfor er de så ikke lykkelige? Hvorfor 
skændes de så stadig med hinanden indbyrdes - og med andre - 
hvorfor føler de sig urolige, bedraget, utilfredse, med en gnavende 
anklage indvendig? Elbert Hubbard gav eet svar, da han sagde: 
„Mennesker straffes af deres synder, ikke på grund af dem." På en 
måde underbygger sådanne love sig selv. På grund af selve sin natur 
er mennesket, hvad det er. Og hvis det lever på den måde, får det det 
ene resultat, og hvis det lever på den anden måde, får det det andet 
resultat. Det er sandt, at mennesker er blevet forskelligt undervist og 
har fået forskellige betingelser gennem undervisning og oplæring, 
men der er noget grundlæggende, som virker indefra, når vi løber 
med eller imod lyset; og mennesker bliver forædlet eller forgrovet, 
trygge eller utrygge, lykkelige eller ulykkelige, selvagtende eller selv- 
anklagende på grund af den måde, hvorpå de lever livet. 
Der er kun én måde, hvorpå man kan finde personlig fred og en indre 
respekt, og det kan ikke gøres ved at leve mod de råd, Gud har givet. 
For at vende tilbage til begyndelsessætningen: „Uanset hvad du 
tænker, eller hvad du gør, er der altid to, der vil vide besked" - og 
selv om der kun varen, ville det alligevel ikke være noget godtspil.